Røde og saftige lækkerier
Jordbærdagen i Middelfart breder sig i år til byens gader
Nu er de her igen, de danske jordbær. Og det bliver som sædvanlig markeret på pladsen foran KulturØen i Middelfart. I år den 28. juni fra kl. 14-17.
Men det er ikke kun på KulturØen, der foregår. Jordbæraktiviteterne har i år bredt sig til gaderne i Middelfart by. Hele fredagen er der er Open By Night. Butikkerne har taget jordbærtemaet til sig. I gågaden har jordbæravlere sat boder op med deres friske bær og hele eftermiddagen og aftenen er der masser af aktiviteter for børn og voksne.
"Jordbærtemaet er nemt for byens butikker at gå til, og vi ser samarbejdet som en oplagt mulighed for at byen i fællesskab er med til at gøre Jordbærdagen endnu større, sjovere og festligere," lyder det fra citykonsulent Anne Marie Storm.
Musik og leg
På pladsen ved KulturØen bakker flere lokale producenter og butikker op om jordbærdagen - og stiller boder op. Jordbæravler Kim Nielsen har flere sorter med, Rikke Kring sælger is, bageren på Odensevej sælger cup-cakes og en lokal honningproducent sørger for søde gyldne dråber. Bog og Ide, Økoline, Strib og Vestre Skoles SFO"er, Middelfart Produktionsskole og flere andre er også repræsenteret.
Det 30 mand store Fredercia Concert Band spiller op kl. 14 i det store telt. Og kl. 16 går Mek Pek på "Rød scene" og underholder med sit Åh Abe Show.
Hele eftermiddagen igennem er der kreative aktiviteter for børnene. Man kan male, kaste eller fiske et jordbær i de store bassiner på pladsen. Der er også mulighed for at deltage i en jordbær-tælle-konkurrence.
Igen i år er der kagekonkurrence med sommerens søde bær. Oplysninger om konkurrencen fås på biblioteket.
Jordbærsejlads til Fænøsund
Lige efter den store Jordbærdag kan man få endnu en god jordbæroplevelse. Både den 29. og 30. juni kan man komme med skibet MiraIII på en tur til Fænøsund. Undervejs fortæller Peter Storm - og man kan smage på Jordbærtærter fra Kring Chokolade i Middelfart og kaffe med jordbærsmag fra kafferisteriet Growers Cup i Kasmose. MiraIII lægger fra kaj kl. 10.00 fra Gl. havn og turen varer to timer. Billetter kan købes om bord til 235 kr.