Fortsæt til indhold

Ufo-Aage snyder døden

Rygter om at en af Festivalens ældste lejre skulle lukke ned er stærkt overdrevne

Arkiv
Henrik Wanscher

Alt ånder fred i det store telt hos Camp Ufo-Aage,
I et par grå sofaer sidder lejrchefen Michael Fournais og hyggesnakker med nogle unge mennesker.
Da Roskilde Avis kigger forbi, bliver man budt indenfor med store smil.
- Jeg er lidt smadret i dag, for vi holdt fest i går, og jeg måtte knokle for at få alting til at glide, fortæller lejrchefen, der dog ikke ser ud, som om indsatsen har irriteret ham det mindste.
Roskilde Avis har valgt at lægge vejen forbi Camp Ufo-Aage, fordi der verserer rygter om, at den traditionsrige lejr, der har rødder på Roskilde Festival, som strækker tilbage til 1971, er ved at lukke.
Da Michael Fournais hører om årsagen til besøget, ruller han lidt med øjnene og tager sig til hovedet og forklarer, at han har måtte rede trådene ud på den historie en del gange allerede.
- Det er rigtigt, at vi for en stund troede, at vi ville være nødt til at lukke lejren.
- Ufo-Aage, som er en rigtig person, kan ikke være med længere, så det så ud til, at vi var nået til enden, fortæller han.

En ny generation

Tingene kom dog til at udvikle sig i en anderledes retning.
På trods af lejrens modne alder viste interessen for den sig at være stor.
Også yngre mennesker ville gerne være med, og efter lidt betænkningstid besluttede kræfterne bag Camp Ufo-Aage, at man fortsætter lejren.
- Vi ændrer navnet på lejren til Ufo-Fournais, siger Michael Fournais og griner.
- Så er planen, at vi kører nogle år endnu på præcis samme måde som før, så vi kan oplære den nye generation i, hvordan man styrer en lejr som denne, tilføjer han og slår ud med armene i en bevægelse, der omfavner alle de tilstedeværende unge mennesker i teltet.

Lejrchefen har tilfældigvis fødselsdag 7. juli, så for et par år tilbage købte han et anlæg til Camp Ufo-Aage, så han på Roskilde Festival kunne gå sit nye år i møde med maner.

Ikke kun fest

Modsat hvad fordommene måske kunne diktere, henviser Michael Fournais ikke til, at de erfarne rotter i lejren skal vise de unge, hvordan man bedst bæller bajere.
Derimod handler det om, at den yngre generation skal forstå principperne bag at drive en lejr, hvor der skal sørges for elektricitet, teltopsætning plus ting som sikkerhed og sjov ved lejrfester.
- Der er virkelig meget arbejde i at holde en lejr i denne størrelse kørende, og hvis ingen tager ansvar, så falder det hele hurtigt fra hinanden.
- Men om et par år skal vi nok have styr på de her rødder, så de kan gøre det hele, og så må vi jo se, hvad der skal ske, siger han og kigger rundt på de unge i teltet med et blink, der virker på en gang betryggende og som en udfordring.
Alle kigger de ham direkte tilbage i ansigtet og griner trodsigt men anerkendende.
Fremtiden for Camp Ufo-Fournais synes lys.

hw@roskildeavis.dk

Historien:
Allan Sylow Madsen tog i 1971 teltet, der skulle danne centrum for Camp Ufo-Aage i mange år frem, med på den nyopstartede Roskilde Festival.
I 1980 overtog Allans svoger, Ufo-Aage, teltet og med ham kom lejrens navn.
Michael Fournais mødte Ufo-Aage i 1988 og har været med i lejren de fleste år siden da.
I dag er det originale telt blevet pensioneret, og står på Roskilde Festivals museum, men lejren lever videre.