Stor tilfredshed med patientkørsel
Kørselsordningen fungerer og er en betryggende service mener patienterne
Det kan være svært at køre med almindelig bus, når man er syg, så derfor tilbyder Region Hovedstaden siddende patienttransport til personer, der skal til behandling eller undersøgelse på hospitalet, og som ikke kan benytte traditionel kollektiv trafik. Trafikselskabet Movia har siden den 1. oktober 2012 varetaget den siddende patienttransport i den sydlige del af Region Hovedstaden. Det betyder, at alle ture til og fra Amager, Glostrup og Hvidovre Hospitaler samt de psykiatriske centre Amager, Glostrup (herunder også Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center) Hvidovre og Sct. Hans er håndteret af Flextrafik. Nu viser en ny brugerundersøgelse, at 88 procent af brugerne er generelt tilfredse/meget tilfredse: - Det viser, at serviceniveauet, som vi lovede borgerne før omlægningen, stadig er på det samme høje niveau. Transporten til og fra hospitalerne ligger os meget på sinde og skal være i orden. Jeg er især glad for, at borgerne er så glade for chaufførerne, for de er repræsentanter for den gode service, vi gerne vil tilbyde, siger Flemming Pless (S), formand for Patientudvalget i Region Hovedstaden. - Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Region Hovedstaden og hospitalerne både før Flextrafik gik i drift, og efter vi kom i gang, og vi kan se, at det nu bærer frugt, og det er vi rigtig glade for, siger Dorthe Nøhr Pedersen, administrerende direktør for Trafikselskabet Movia. Undersøgelsen viser også, at 80 procent af brugerne ved, hvad de skal gøre, hvis vognen er forsinket eller udebliver, og at stort set alle brugere er i forhold til deres seneste tur helt/delvist enige i, at: Vognen fremstod vedligeholdt, ren og sikker (93%) Chaufføren fremtrådte velsoigneret og imødekommende (94%) Chaufføren kørte forsvarligt (95%) Chaufføren var villig til at hjælpe passagererne ind og ud af vognen (94%) Chaufføren fastspændte passagererne korrekt og sikkert (99%) 83 % af brugerne synes i høj/meget høj grad, at Flextrafik er gode til at hjælpe ved forsinkelser/udeblivelser.