Fortsæt til indhold

Alle børn skal have mulighed for udvikling

Arkiv
Arkiv

KØGE: De to dagtilbud Børnenes Hus og Vasebæk Specialbørnehave er blevet lagt sammen. Det er noget, som har givet bonus, både for børnene og for de to personalegrupper.
Fra dag et fandt personalegrupperne ud af, at de kunne lære meget af hinanden. Eksempelvis er den gruppe, som tidligere kun var i Børnenes Hus blevet klogere på brugen af piktogrammer, dvs. billeder, der viser en aktivitet via et billede, eksempelvis er legepladsen afbilledet som en gynge. For de to børnegrupper er der også flere fordele ved sammenlægningen, som lederen af begge dagtilbud,
- Med sammenlægningen sørger vi for, at børnene fra Vasebæk Specialbørnehave kommer lidt ud af deres egen verden, og møder andre børn. Det samme gælder for børnene fra Børnenes Hus – de vil få større sociale kompetencer, fordi de kommer til at lege med børn, som kan noget andet – specialverdenen bliver mere ligetil, siger leder Lars Turms.
Med sammenlægningen er også kommet muligheden for at lave flere fælles aktiviteter – aktiviteter, som børnene deltager i, i det omfang de kan klare. Eksempelvis kan et barn med autisme deltage i en aktivitet på lige fod med de andre børn i et stykke tid, for så at trække sig tilbage, hvis indtrykkene fra de andre børn bliver for meget.
- Vi har fokus på alle børn og på at skabe lærings- og legemiljøer så alle børn bliver udfordret. Alle børn skal have mulighed for udvikling. De skal udfordres med udgangspunkt i egne ressourcer og kompetencer, forklarer Lars Turms.
Børnene fra Børnenes Hus og Vasebæk Specialbørnehave flytter i nye lokaler under samme tag d. 1. oktober, efter en ombygning, der gik i gang onsdag den 3. juli.
pm