Pedel opdigtede røveri mod sig selv
En 48-årig mand er ved Retten i Kolding blevet dømt for at have opdigtet et røveri, der skulle være begået mod ham selv. Manden er dømt for at afgive falsk anmeldelse til politiet og har fået en dom på 10 dages betinget fængsel. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Politiet rykkede ud med flere politi- og hundepatruljer, da den 48-årige mand 5. december 2012 ringede og sagde, han var blevet udsat for et røveri på Jagtvej i Vejle, hvor han var blevet truet med en pistol til at aflevere 4.500 kroner.
Allerede samme formiddag erkendte manden, der er pedel i badmintonhallen på Jagtvej, at røveriet var opdigtet.
“Det var et øjebliks desperation, af personlige og økonomiske årsager, som havde fundet manden til at opdigte røveriet,” sagde vicepolitiinspektør Carsten Thostrup, Vejle Lokalpoliti, dengang.
Dermed kunne sagen være afsluttet, men ifølge Vejle Amts Folkeblad trak han sin tilståelse tilbage, og derfor skulle sagen afgøres i retten, som altså heller ikke troede på historien om røveriet.