Husk at lægge blomster
6. Juli-Dagene har altid været kædet tæt sammen med blomster, buketter og kranse, blandt andet har det altid været tradition, at man lagde røde og hvide nelliker ved Landsoldaten.
Blomstertraditionen omkring 6. Julifesten startede ret hurtigt efter juli 1849. På Kæmpegraven ved Trinitatis Kirke, hvor officererne og de menige soldater var begravet, var der kun sat trækors på det område, hvor officererne lå begravede – resten af Kæmpegraven lå øde og sammensunken hen.
Dette faktum faldt kort før pinse 1850 nogle unge piger for brystet. De gik i gang med at rydde op på graven for at fjerne vinterens spor, hvorefter de pyntede graven med blomster. Dette blev begyndelsen til den tradition vi kender i dag med at pynte med blomster og kranse den 5. juli.
Kl. 12, fredag, åbner blomsterboden på Prinsessens Bastion, hvor du kan få udleveret gratis blomster til at lægge på Landsoldatpladsen, på Krigergraven eller ved egne slægtninge. (visitfredericia.dk)