Lagt i graven uden kister
Krigergraven blev anlagt i 1849 på Trinitatis kirkegård. Relieffet er udført af H.W. Bissen i 1853. Gravhøjen måler 50 x 14 meter. Her blev 372 danske faldne underofficerer og menige lagt i graven uden kister, i fuld uniform den 8. juli 1849 - to dage efter 6. julislaget.
Sørgegudstjenesten for de faldne fandt sted i Michaelis Kirke. Herfra førtes de faldne officerer i kister til graven, hvor de fik plads i nordenden. De faldne underofficerer og menige var i forvejen blevet lagt i graven uden kister - det ene lag oven på det andet og med kalk imellem.
Efter familiens ønske blev Olaf Ryes lig ført til København og begravet på Garnisons Kirkegård. General Ryes buste på Ryes Plads i Fredericia blev i øvrigt udført af billedhuggeren H.W. Bissens elev, Andreas Paulsen - og rejst den 20. august 1876. Se mere på www.dfb-fredericia.dk.