Lille Thilde bortført af rockere
Lille Thilde på ti uger blev kidnappet natten til fredag i sidste uge fra dyreinternatet ved Darup.
Samtidig er harddisken til overvågningsudstyret stjålet og alt er gennemrodet på stedet, oplyser dyrlæge og leder af stedet Rikke Lee.
- Politiet går ud fra, at det er banderelaterede personer, der står kidnapningen, forklarer hun.
Kidnapperne er hoppet over hegnet til internatet og er derefter kravlet ind gennem en af hundelemmene, for at få fat på den lille hvalp, som de er stukket af med.
Byttede om på hunde
Både politi og Rikke Lee går dog ud fra, at hunde-kidnapperne egentlig var på jagt efter en såkaldt 'muskel-hund', der var taget fra sin ejer, og som skulle aflives om fredagen.
- Vi har tidligere oplevet, at ejerne har stjålet deres muskelhunde tilbage, når politiet havde taget dem, siger Rikke Lee.
De to andre gange blev gerningsmændene nemlig optaget på overvågningskameraet, da de brød ind på internatet og bortførte hundene. Derfor kunne politiet hurtigt finde frem til dem og igen hente hundene hos ejerne.
- Denne gang valgte politiet derfor at gemme hunden et andet sted, så vi kunne undgå, at den blev stjålet, siger Rikke Lee og fortsætter.
- Vi tror, at personerne, da de ikke fandt muskelhunden, i stedet for har valgt at tage lille Thilde med, siger den bekymrede dyrlæge.
3.000 kroner i dusør
Rikke Lee har udlovet en dusør på 3.000 kroner til dem, der kan fortælle om, hvor Thilde er.
Hunden har nemlig brug for medicin, da den har et dybt sår i hovedet, der kræver behandling. Får den ikke sin medicin, risikerer man, at der går betændelse i knoglen, så den dør.
Rikke Lee regner med, at hunde-bortførerne ikke tør gå til dyrlæge, fordi de frygter at blive afsløret.
Alligevel beder dyrlægen dem om at bringe den tilbage, så vil de undgå retsforfølgelse.