Danmarks vestligste hjertestarter hænger i Blåvand
Nu er hjælpen også nær på Danmarks vestligste punkt
Varde Erhvervs- og Turistråd, der bemander Blåvandshuk Fyr Turistinformation, har på den gamle fyrmesterbolig opsat en hjertestarter. Det betyder, at hjertestarteren er disponibel døgnet rundt, hvis uheldet skulle være ude.
"Man behøver ikke nødvendigvis være uddannet førstehjælper for at betjene hjertestarteren," fortæller kommunikationskoordinator Ole F. Gudmundsen, Varde Erhvervs- og Turistråd. Via stemmebeskeder og toner bliver brugeren nemlig guidet igennem anvendelsen af hjertestarteren.
"Som turistinformation på Danmarks vestligste punkt, hvor vi blandt andet forestår billetsalget til Blåvandshuk Fyr, bør vi selvfølgelig foregå med et godt eksempel med hensyn til tilgængeligheden af redningsudstyr," slutter Ole F. Gudmundsen.
På hjertestarter.dk kan man iøvrigt få et overblik over, hvor i Varde kommune der befinder sig hjertestartere.