Sådan bliver Køges nye kulturhus
Vinderne er fundet i den store projektkonkurrence om udformningen af Køges nye kulturhus.
KULTURHUS: En facade i zink, asymmetriske saddeltage og en udformning der også giver et nyt, centralt kulturtorv.
Det er nogle af de iøjnefaldende karakteristika ved det nye kulturhus, som Køge blivet beriget med i løbet af de kommende år. Torsdag i denne uge blev vinderen af projektkonkurrencen for Køge Kulturhus afsløret, og det var ifølge borgmester Marie Stærke en enig dommerkomité, der stod bag valget af forslaget fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter samt Øllgaard Rådgivende Ingeniører.
Lundgaard & Tranberg Arkitekter har blandt andet skabt Det Kongelige Teaters Skuespilhus ved havnefronten i København.
- Der er en fin indpasning i Køgeskalaen, gode logistiske forhold og store udviklingsmuligheder, sagde Marie Stærke om nogle af styrkerne ved det valgte forslag.
Offentliggørelsen af vinderne fandt ganske passende sted på Teaterbygningen, som skal erstattes af det nye kulturhus, og vinderforslaget blev valgt blandt i alt fem meget forskellige konkurrencebidrag.
- Det er fem fantastisk spændende forslag, der hver kommer med meget forskellige og kompetente løsninger på opførelsen af det nye kulturhus, sagde Marie Stærke.
Der er i første omgang sat 60 millioner kroner af til byggeriet af det nye kulturhus. Den anslåede pris på det valgte forslag er omkring 100 millioner kroner, men en del af finansieringen kan finde sted ved salg af bibliotek og musikskole, som efter planen rykker ind i det nye kulturhus.