Jack ramte plet
Fredericia Kommunes feriesjov-aktiviteter er i fuld gang. En af dem er skydning
Jack Søndergaard ligger på maven i Bredstrup Pjedsted Skyttecenter. Salonriflen er ladt, målet hænger 50 meter væk. Jack forsøger at trække vejret roligt, men han er lidt presset. For bag ham står en af instruktørerne, der kommenterer skydningen - og avisens udsendte, der giver dårlige råd.
Der lyder et skarpt smæld efterfulgt af et anstrengende støn.
"Det blev en otter."
Jack har så travlt med at se resultatet på skærmen ved siden af ham, at koncentrationen går af fløjten i næste skud.
"Ja, på et tidspunkt var det nødvendigt at dreje skærmen helt væk. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at kigge på den," smiler Jack, da han efterfølgende kigger på et print, der viser skud-seriens træffere.
Det ser nu ikke så skidt ud.
Action uden stress
15-årige Jack Søndergaard fra Trelde var en af deltagerne, da BPI Skyttecenter i sidste uge slog dørene op i forbindelse med kommunens feriesjov-aktiviteter.
"Jeg var også med sidste år. Det er ret interessant at skyde. Vi ser det jo hele tiden på film, så det er sjovt at prøve det selv. Det er spændende, når man ligger dér bag riflen. Man kan mærke adrenalinen - og er man ikke fuldstændig koncentreret, misser man. Det er i hvert fald slet ikke som på film," lyder det fra skytten.
Skydning er en af de få idrætsgrene, som du kan gå lige ind fra gaden og deltage i. Naturligvis skal man vide noget om våbnet, skydestilling og sikkerhed - men du kan skyde i dit almindelige tøj, og du behøver ikke at være i topform.
"Jeg kan anbefale det. Det er action uden stress," fastslår Jack Søndergaard og peger på sit resultat af en serie på 10 skud.
"93 point. Det er bedre end sidste serie, så det er jeg da tilfreds med. Et af skuddene gav 10,9 - og det er det højeste, så der ramte jeg plet," konstaterer han stolt - og tilføjer:
"Måske melder jeg mig ind i klubben".
Nye medlemmer
Det er ikke første gang, at Bredstrup Pjedsted Skyttecenter er aktør i forbindelse med Fredericia Kommunens feriesjov-aktiviteter.
"Vi har deltaget med stor succes, og har fået nye medlemmer hver gang," fortæller Preben Sørensen fra skytteforeningen.
"Skydning er faktisk en idrætsgren som alle andre, men man konkurrerer meget mod sig selv," tilføjer han.
Er du ikke tilfreds med resultatet, kan du ikke skyde skylden på en holdkammerat. En god skytte lukker alt ude og fokuserer 100 procent på sin skydning.
"Alle kan skyde, men vil du være med på toppen skal fysikken være i orden. Teknik og masser af træning, så du kan styre puls og koncentration," lyder det fra Preben Sørensen, der understreger, at skydning dyrkes på alle niveauer i klubben.
"Og det er også en social sport. Vi hygger os sammen ved mange forskellige arrangementer - også når vi sammenligner resultater efter skydning," lyder det fra Preben Sørensen, der konstater, at skydning aldrig bliver kedeligt.
"Resultatet falder prompte, og så er man klar til næste præstation. Jeg har været bidt af skydning siden min søn begyndte som syv-årig. Det er over 30 år siden...".
Feriesjov afholdes i år for 16. gang. Der udbydes sommerferieaktiviteter til og med uge 32. Se mere på www.ferie-sjov.dk.
"Det er fedt at konkurrere mod sig selv. Det er tydeligt, at øvelse gør mester."
Jack Søndergaard
Feriesjov-deltager