Fortsæt til indhold

Døden er ikke tungtvejende nok

Arkiv
Anette Gundlach

Roskilde-politikere i Regionsrådet forstår ikke sundhedsminister Astrid Krag og Sundhedsstyrelsen, som ikke mener, der er tungtvejende grunde nok til, at Roskilde Sygehus skal have tilladelse til at behandle alvorlige blodpropper i hjertet.
I dag skal de 500 patienter, der hvert år får sådan en blodprop i Roskilde og hele Region Sjælland transporteres til Rigshospitalet.
- Er døden ikke tungtvejende nok, spørger Bent Jørgensen fra Venstre og forklarer, at mange risikerer at dø på vejen til Rigshospitalet eller at få større komplikationer, fordi tid er en afgørende faktor.
Bent Jørgensen henviser til en ny rapport, der viser, at stort set ingen af patienterne, der får en stor blodprop i Region Sjælland kommer på hospitalet indenfor de anbefalede 90 minutter, mens halvdelen er der indenfor de maksimalt tilladte 120 minutter.
Hvis patienterne bliver behandlet i Roskilde, kan man kappe 49 livsvigtige minutter af transporttiden.

SF imod Astrid

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) får ikke støtte fra eget bagland i Region Sjælland til sin afgørelse:
- Vi vil bede hende om at revidere sagen, siger Tina Boel fra Roskilde.
- Jeg kan ikke forstå, at vi ikke må behandle blodpropper, når vi har det hjertecenter med de bedste resultater i hele Danmark, siger hun:
- Hvis der var en lægefaglig grund, kunne jeg forstå det, men alle læger i Region Sjælland fortæller, at det bedste for patienterne er, hvis de kan behandles på Roskilde Hjertecenter.

Rigets monopol

Jorun Bech (S) mener, at årsagen til, at Sundhedsstyrelsen vil beholde behandlingen af blodpropperne på Rigshospitalet er, at nogle af dem, der er kommet med anbefalingen, er de samme, som også mister arbejde og indtægter, hvis Rigshospitalet ikke længere har monopol øst for Storebælt.
- Det er en grotesk sag og en uholdbar situation, som vi vil have ændret, siger Jorun Bech.
Hun forklarer, at sjællænderne ikke skal stilles dårligere end andre steder i landet. Slet ikke, når hjerteafdelingen i Roskilde har et højt fagligt niveau, som gør dem i stand til at klare denne opgave.
Underskriftsindsamling
Man kan skrive under på, at man vil have patienter med akutte blodpropper bliver behandlet på Roskilde Hospital ved at gå ind på Roskilde Avises facebookside.
Se underskriftindsamling her
Har du kommentarer så skriv dem i kommentarfeltet eller på avisens facebookside.

ag@roskildeavis.dk