Rønhavepladsen bliver musikalsk
Musik skal skabe mere liv på Rønhavepladsen
Frem til 1. septmeber vil der være musik på den nye scene på Rønhaveplads hver lørdag og udvalgte fredage.
Og den musikalske hygge skal være med til at lokke flere kunder til Sønderborg.
”Vi har et helt unikt mix, vi kan tilbyde vores gæster. En indbydende og spændende havnefront med dejlige restauranter, lækre caféer med hyggelig udeservering på Rådhustorvet og spændende shoppinggader med et særdeles bredt udvalgt af specialbutikker. Alt sammen inden for få minutters gang. Det får man ikke ret mange steder i Danmark," siger event- og sekretariatschef Jens Bachmann fra Sønderborg Handel.
Når Borgen åbner 1. oktober vil der være tre naturlige oaser i byen; Rådhustorvet, Apotekerhaven og Rønhaveplads. Rådhustorvet er det naturlige sted at få frokosten, og Borgens nærhed til Apotekerhaven vil sikkert sørge for, at den bliver brugt til aktiviteter og arrangementer. Det 3. ben bliver Rønhaveplads, som i det daglige måske ikke har samme tiltrækningskraft.
”I Sønderborg Handel arbejder vi for at skabe ligevægt i bymiljøet. Det er vigtigt, at hele midtbyen fremstår som en helhed. Hver oase har noget at byde på, og for at skabe ligevægt har vi bygget en scene på Rønhaveplads, som giver kunderne mulighed for lige at få en puster og måske en fiskefrikadelle, pølse eller en øl," fortæller Jens Bachmann.
I august er der koncert i Mølleparken med bl.a. Johnny Madsen og Tina Dickow.
”I Sønderborg skal vi være bedre til at gribe de bolde, der bliver spillet op i luften, og da Jes fra Kultur i Syd spurgte, om vi ikke havde lyst til at lave noget samarbejde, så sagde vi selvfølgelig ja tak. Koncerterne i Mølleparken bringer mange mennesker til Sønderborg, så hvorfor ikke sørge for noget underholdning, så de kommer tidligere og tager et smut ned i byen?”, slutter Jens Bachmann og glæder sig over den store opbakning, der har været til scenen blandt butikkerne og fremhæver Føtex som en stor hjælp i forbindelse med udeserveringen.