Ældre spærret inde i otte uger
Elevator til boliger har været ude af drift siden 2. pinsedag
Omkring 30 ældre mennesker, der bor i ældreboligerne på første sal i Dommervænget, har i otte uger måttet undvære en elevator til at komme op og ned med. Helt nøjagtigt har den været ude af drift siden 20. maj.
Boligerne er beregnet til ældre og handicappede, der kan have fysiske skavanker, og flere af disse er afhængige af en elevator.
På kommunens hjemmeside står der, at lejlighederne er indrettet, så beboerne bedre kan klare sig selv. Men det er svært at købe ind og komme på besøg, når man er afhængig af en elevator, der ikke dur.
Dermed er flere totalt afhængige af andres hjælp, hvis de skulle ønske at forlade lejligheden eller købe ind.
Andre stavrer møjsommeligt baglæns ned ad trappen, med fare for at brække lemmerne, for at komme ud på den daglige gåtur eller for at mødes til den hyggelige eftermiddagskaffe på det fælles mødested, hvor dagens begivenheder bliver drøftet.
Hjælp os
Flere af de ældre har ringet til Roskilde Avis for at få hjælp til at få kommunen til at gøre noget og for at klage deres nød.
De fortæller, at de har ringet til både kommune og virksomheden, der står for elevatoren.
Men indtil videre er beskeden bare, at det tager den tid det tager.
Beboerne fortæller, at det sker regelmæssigt, at elevatoren er ude af drift, men aldrig så længe som denne gang. På væggen ved siden af skakten, hænger da også et skilt, hvor der med håndskrevet tekst står, at der er fejl ved elevatoren, brug den så lidt som muligt.
Hjælp mig ned
Da Roskilde Avis beslutter sig for at møde op i Dommervænget for at få syn for sagen, bliver fotograf og journalist mødt af en lille velkomstkomite af beboere. Det er folk, der bor i stuen, da de jo kan komme ud uden besvær.
En ældre dame råber fra svalegangen på første, at når avisen nu alligevel er på elevator-sagen, om vi så ikke lige kan hjælpe hende ud og ned. Hun er åbenbart træt af at være lukket inde så længe.
En anden kvinde fortæller, at det godt kan være, det er svært for folk at komme ned.
Men det er endnu mere besværligt, når ambulancefolkene skal hente og bringe de ældre, for så er det også kun de relativt smalle trapper, der dur.
Det er svært med kørestole, bårer og mennesker, der skal hjælpes ned.
Alligevel er humøret lidt bedre, da avisen forlader stedet. Nu bliver der nemlig endelig noget spændende at tale om over kaffen.
ag@roskildeavis.dk