Opvarmning til valgkampen
Velbesøgt arrangement gav Venstre-kandidater sved på panden
Der blev både svedt og grinet, da Venstre-kandidaterne Mads Sørensen og Stig Leerbeck ved et velbesøgt arrangement i Vikingelunden i Horne, forsøgte at komme i form til kommunalvalgkampen.
Sekunderet af den lokale "Aktiv i Naturen" træner Tina Hedegaard og den politiske træner, Vardes folketingsmedlem Hans Christian Thoning (V), blev de to kamphaner hejlet igennem den lokale natur-fitness-bane.
I sit indlæg kom Stig Leerbeck ind på de det store lokale engagement, som netop Vikingelunden er udtryk for, men også tilsvarende engagement i bl.a. Varde by med både gode initiativer omkring den gamle Varde Sommerland grund og ikke mindst Varde Sommerspil, som vi alle føler lidt ejerskab til og stolthed over. På den baggrund udtrykte Stig Leerbeck forundring over at nogle forsøger at skabe et modsætningsforhold mellem by og land. Det er jo samme kultur, mente han.
Efterfølgende blev der serveret pølser og øl/vand til de fremmødte, medens Hans Christian Thoning øsede af sine mangeårige erfaringer i både lokal- og landspolitik, samt nogle indspark om den aktuelle politiske situation.
Formand for Horne-Sig Venstre og kandidat Mads Sørensen rundede arrangementet af med en klar opfordring til at stemme. Kun to ud af tre stemmer til kommunalvalg "og det er da mærkeligt når de ting der vedkommer borgerne allermest såsom f.eks skoler og børnehaver bliver styret og bestemt på Bytoften i Varde".
Aftenen sluttede af med kaffe og almindelig debat i Vikingelundens bålhytte.