Aflever selv kasteskytset
Ejendomsmægler Anette Skaarup er rystet over den behandling hun fik, da hun ringede til politiet onsdag omkring klokken 12.30 på 114.
Hun ville melde, at en hærværksmand havde kastet en kæmpe ghettoblaster gennem hendes butiksrude, og som derved havde smadret dele af butikken.
Først fik hun at vide, at politiet ikke ville komme forbi for at se på skaderne. Da hun spurgte, om de ville hente herværksgenstanden, fik hun svaret, at hun selv havde pligt til at aflevere ghettoblasteren på hittegodskontoret.
- Jeg blev chokeret over at få den meddelelse. Jeg havde jo lige fået smadret min butik, og så blev jeg fuldstændig overladt til mig selv, fortæller Anette Skaarup.
Skår i alt
Da hun mødte op på arbejde på kontoret onsdag formiddag klokken 9.30, var det første hun så den smadrede rude.
Da hun gik indenfor lå glasskårene ud over hele butikken, og ghettoblasteren, der havde væltet et bord og ødelagt en plade, lå midt i det hele.
Anette Skaarup skulle kort efter videre til en fremvisning af et hus, før hun kunne tage sig af skaderne. Derefter ringede hun til politiet, hvor hun fik den ubehagelige besked.
Til sidste opgav Anette Skaarup, at der overhovedet blev lavet en rapport om sagen.
- Det gav ikke mening for mig, når jeg alligevel fik det indtryk, at jeg skulle sørge for det hele selv, og at de i hvertfald ikke havde tænkt sig at gøre noget, fortæller Anette Skaarup.
Roskilde Avis har ringet til politiet for at få en kommentar. De er nu ved at undersøge sagen nærmere.
ag@roskildeavis.dk