Ny Børne- og Uddannelsesdirektør fundet
52-årige Claus Friis Lange, der er direktør i Middelfart Kommune med ansvar for børn, unge, fritid og kultur, tiltræder pr. 1. september som Børne- og Uddannelsesdirektør i Kolding Kommune
Claus Friis Lange, der har bopæl i Askov ved Vejen, tog juridisk embedseksamen i 1993 og har siden været ansat i stat, amt og kommune. Blandt andet i Sundhedsministeriet, Ringkøbing Amt, Overborgmesterens Sekretariat i Københavns Kommune og som direktør i Vejen Kommune.
Med ansættelsen i Kolding Kommune er ”ringen sluttet”, idet Claus Friis Lange tilbage i 1978 gik på Bramdrup Skole, hvor han tog realeksamen, som det hed dengang.
”Det er et drømmejob, jeg nu har fået mulighed for at besætte, for Kolding Kommunes skoler er med rette kendt for et højt fagligt niveau og for at have både spændende og utraditionelle projekter”, siger den nyudnævnte Børne- og Uddannelsesdirektør.
”Set sammen med et højt fagligt niveau på børnepasningsområdet i kommunen glæder jeg mig til at være en del af et læringsmiljø, hvor der er rigtig gode forudsætninger for at gøre gode resultater endnu bedre”.
”Jeg har en filosofi, der tager udgangspunkt i den kendsgerning, at ”det er de samme børn, vi arbejder med”, og det skal forstås på den måde, at der skal være kvalitet, faglighed og gode overgange hele vejen igennem et barn og et ungt menneskes forløb”, siger Claus Friis Lange.
”Det forudsætter kontinuerlig udvikling i børnepasningen, i folkeskolen og også i overgangen til – og samarbejdet med – ungdomsuddannelserne. Vi skal sikre, at børnene har de bedste forudsætninger for at få en ungdomsuddannelse og komme godt videre”.
Claus Friis Lange ser også store muligheder for udvikling og fornyelse i folkeskolen i den nærmeste fremtid.
”Fremtidens folkeskole med flere timer og en mere varieret skoledag, hvor flere faggrupper arbejder sammen om opgaven, giver nye muligheder, og skolerne kan nu drives som moderne arbejdspladser. Det kommer til at betyde meget for folkeskolen og også meget for lærerne, og det er min ambition, at alle kommer til at være vindere, når vi sammen skal udvikle fremtidens folkeskole i Kolding Kommune”, siger Claus Friis Lange.