Fortsæt til indhold

Brandslukning for ambulancerne

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

CHAMPAGNEN VAR LAGT PÅ KØL allerede for over 25 år siden hos Falck, som dengang havde deres egen redningsstation ved siden af den gamle klemmefabrik på Ringstedvej. Nu var det ganske vist, at de skulle overtage ambulance-kørslen i Roskilde-området, og det skulle fejres.
Flaskerne blev dog aldrig åbnet. En behjertet aktion fra en bred vifte af Roskildes politikere, ikke mindst den konservative branddirektør Aage Engelberth-Hansen, sikrede, at Roskilde Brandvæsen fortsat fik lov til at køre med ambulancerne i den nordlige del af det gamle Roskilde Amt, mens Falck fik området nede ved Køge.
Uden ambulancer kunne Falck-stationen i Roskilde ikke køre, og den blev lukket kort tid efter.

HISTORIEN GENTAGER SIG
som bekendt aldrig helt på samme måde, men begivenhederne, som de er kommet frem i Roskilde Avis gennem de senere dage, ligner nu temmelig meget.
Roskilde Brandvæsen kører i dag med ambulancerne i den nordøstlige del af Region Sjælland, og kontrakten udløber snart. Ved et nyt udbud kan meget ske.
Flere embedsmænd og politikere i Region Sjælland havde fået den forfærdelige fikse idé, at den bedste måde til at undgå et totalt Falck-monopol på Sjælland var at tage opgaven fra det eneste faktisk fungerende alternativ Roskilde Brandvæsen for i stedet at udføre den i eget regi.
Heldigvis førte en hurtig politisk aktion til, at den plan nu er forpurret. Først protesterede en række medlemmer af regionsrådet, så det blev tydeligt, at der ikke var flertal for 'hjemtagningen'.

MED BALLADEN I LYS LUE
, kunne borgmester Joy Mogensen, der også er politisk formand for Beredskabsstationen og brandvæsenet, dernæst offentligt gå ud at sige, hvad Roskilde foretrækker:
Nemlig at få opgaven sendt i udbud, så der blev en mulighed for at byde igen og få en chance for at køre videre med ambulancerne her i området.
Denne entydige melding fra Roskilde fik så straks regionsformanden Steen Bach (S) til at fastslå, at regionen ikke ville gøre noget stik mod Roskildes ønsker.
Ambulancerne her i området kommer altså i udbud.

NÅR ROSKILDE OG BEREDSKABSCHEF
Carsten Iversen tror på, at de kan vinde sådan et udbud i konkurrence med Falck og eventuelt andre, er det først og fremmest, fordi beredskabs-stationen ved Vindingevej er blevet effektiviseret og udbygget til en af de mest velfungerende virksomheder indenfor sit område.
For 15 eller 20 år siden ville det have været et dødsstød for Roskilde Brandvæsen at miste ambulancerne. Så ville der heller ikke være råd til at køre videre med brandbilerne.
Derfor har Iversen, siden han kom til, arbejdet stenhårdt på at 'brede brandvæsenets aktiviteter' ud til andre områder, så de nu kører vagt-tjeneste, samt transporterer ældre og skolebørn.

BRANDMÆNDENE SIDDER IKKE STILLE
og venter på, at brandalarmen går – hvilket heldigvis efterhånden er blevet mere sjældent.
De ansatte på den lokale beredskabsstation har nemlig fået mange andre opgaver, og denne evne til at udnytte arbejdskraften mere effektivt ved at udvide aktiviteterne er forklaringen på den store succes, som Roskilde Brandvæsen har haft i de senere år.

EN UTILSIGTET BIVIRKNING
af brandvæsenets store fremgang opstod på det seneste møde i Roskilde Byråd.
Folkene ved Vindingevej skal nu også overtage en del af skolekørslen i Roskilde, og et flertal var enige om, at det er fint, når brandvæsenet et bedst og billigst. Desværre var den proces foregået på en helt forkert måde, så det ikke var tydeligt, at de folkevalgte havde stemt for også at give denne opgave til brandvæsenet.
En formel fodfejl i kommunens administration ændrer imidlertid ikke på, at Roskilde har et af landets bedste brand- og ambulance–væsener.
Derfor håber vi også her fra Roskilde Avis, at det endnu en gang lykkes at sikre opgaven for Roskilde Brandvæsen og gennemføre en vellykket:
BRANDSLUKNING FOR AMBULANCERNE