Studiecentrum åbnede dørene
Studiecentrum for Sønderjyllands Historie, som har til huse på Landsarkivet for Sønderjylland i Aabenraa, åbnede sine døre i denne uge. Centret har som et af sine formål at nyttiggøre arkivets rige samlinger af arkivalier og bøger for forskningen. Overordnet er det Studiecentrets formål at fremme forskningen i Sønderjyllands historie og i emner, som har nær berøring hermed.
Til centret er der p.t. knyttet ni forskere. Det er fire ulønnede forskere: Dr.phil. Lars N. Henningsen, cand.theol. Carl Christian Jessen, mag.art. Jørgen Witte og som gæsteforsker dr.phil. Erik Nørr. Desuden indgår museumsinspektørerne Kim Furdal, Mikkel Leth Jespersen og Inger Lauridsen fra Museum Sønderjylland samt seniorforsker Leif Hansen Nielsen og arkivleder Hans Schultz Hansen fra Landsarkivet.
Studiecentret vil arbejde med en bred vifte af emner: Myndighederne og pressen i 1700- og 1800-tallet, sønderjysk kirke- og skolehistorie, tyske flygtninge i Sønderjylland efter Anden Verdenskrig, H.P. Hanssens liv og levned samt kniplingsfremstillingens historie. Studiecentret vil også tilgodese emner i tilknytning til Aabenraa bys og kommunes historie, aktuelt Aabenraa Bys Skrå fra 1335, byplanlægningen i Aabenraa og Aabenraas søfart.
Centrets arbejde støttes økonomisk ved et årligt tilskud fra Aabenraa Kommune.