Fortsæt til indhold

Brugte over 35.000 på årsmøde

Frederikssund Kommune brugte over 35.000 kroner på at sende politikere og embedsfolk til Danmarks Bibliotekers årsmøde

Arkiv
Af David Foli

I midten af marts måned var Frederikssund Kommune repræsenteret ved årsmødet i Danmarks Biblioteksforening, som blev afholdt i Bellacenter i København. Årsmødet strakte sig over to dage fra 13.-14. marts og regningen til Frederikssund Kommune for at deltage i arrangementet løber op i over 35.000 kroner ifølge bilag, som Lokalavisen Hornsherred har fået aktindsigt i. På årsmødet deltog en række foredragsholdere ligesom der var arrangeret to udflugter for deltagerne. Derudover var der stablet en stor fest på benene om aftenen, hvor deltagerne kunne nyde en tre-rettes middag samt underholdning fra komikeren Rune Klan og senere på aftenen dans og musik med optræden fra bandet På Slaget 12. Udover at betale et gebyr på 3.195 kr. pr. deltager i årsmødet betalte Frederikssund Kommune også overnatning på det spektakulære hotel Bella Sky for seks af de otte deltagere fra Frederikssund Kommune. Prisen for en overnatning lyder ifølge bilagene på 1.195 kr. pr. gæst. Ifølge Lokalavisen Hornsherreds oplysninger indgår forplejning, samt udgifter til eksempelvis foredragsholdere og underholdning ved festen i det gebyr, som Frederikssund Kommune har betalt pr. deltager til biblioteksforeningen. Overnatningen er et tilvalg, og prisen - 1.195 kr. - for overnatning er under listeprisen for Bella Sky som led i en aftale mellem Danmarks Biblioteksforening og hotellet.

Høj udskrivning

Ud over fire medlemmer af Kulturudvalget var der også tilmeldt fire embedsfolk fra Frederikssund Kommune. Heriblandt Jan Milandt, direktør for Kultur- Opvækst og Uddannelse ved Frederikssund Kommune. Han fortæller til Lokalavisen Hornsherred, at det er udvalgets vurdering, at der bruges penge på overnatning. Lægger man samtlige bilag sammen - det vil sige medregnet kørsel og parkering for politikere og embedsfolk ender kommunen med en regning på 36.639 kr. for deltagelsen i årsmødet. "Isoleret set er det en høj udskrivning med 36.000 kr. Men der er flere deltagere med, så på den måde synes jeg ikke, at det er dyrt. Udvalgsmedlemmerne vurderer suverænt selv om de deltager. Det giver god mening, at de øvrige embedsfolk deltager i forhold til deres arbejde. Så det er ikke et urimeligt antal deltagere, og der er faglige vurderinger bag prioriteringer af de medarbejdere, som deltager," siger Jan Milandt, som mener, at det sociale aspekt i den slags arrangementer retfærdiggør, at kommunen bruger penge på, at medarbejderne også overnatter på hotel. "Som fagperson skaber man nogle relationer og netværk blandt ligestillede. Derfor er den sociale del af sådan et arrangement også relevant at deltage i. Vurderingen har her været, at for embedsfolkene har det været relevant at deltage i det fulde program." Jan Milandt fortæller, at han selv var nødt til at melde afbud til arrangementet, da han var nødt til at deltage i et møde. Hans konferencegebyr som førstegangsdeltager på 2.306,25 kroner kunne dog ikke refunderes. Ifølge Jan Milandt har Frederikssund Kommune ingen retningslinier for byrådsmedlemmer eller embedsfolks deltagelse ved årsmøder, kurser, konferencer og lignende. Det beror fra gang til gang på en faglig vurdering.