Ny boligform for seniorer
Det har blandt mange borgere længe været et højt ønske at få seniorbofællesskaber i Fredericia
Med salget af Købmagergade Skole og dele af I.P. Schmidts Gård til Boligkontoret Fredericia opfyldes et ønske fra mange borgere om at have mulighed for på et tidspunkt at flytte i et seniorbofællesskab. De to ejendomme vil i løbet af de næste år omdannes til moderne lejligheder med adgang til fællesaktiviteter.
"Et seniorbofællesskab er en boform, der sikrer beboerne god kontakt med hinanden og samtidig giver den enkelte mulighed for et individuelt privatliv. Det er der rigtig mange, der efterspørger, for de færreste kan se sig selv flytte ind i en lille plejebolig eller på et hjem, når de kommer op i årene. Vi har på nuværende tidspunkt 85 medlemmer, og hver dag kommer der nye til. Det er derfor en meget lykkelig bestyrelse, som har modtaget meldingen om, at vores ønsker nu bliver opfyldt," udtaler formand for Senior Bo Fredericia Edvin Steiness i en pressemeddelelse.
Foreningen Senior Bo Fredericia blev oprettet i 2009, og den har siden da samarbejdet med Boligkontoret Fredericia og Fredericia kommune om muligheden for at få seniorbofællesskaber i kommunen.
"I.P. Schmidts Gård og Købmagergade Skole er to projekter, som passer perfekt ind i det koncept, der er for seniorbofællesskaber, nemlig at det skal være attraktive ejendomme, de skal ligge bynært, tæt på indkøbsmuligheder og med mulighed for parkering. Vi overtager to pragtfulde arkitektoniske og historiske ejendomme, hvor især Købmagergade Skole har det yderligere fortrin at have kort afstand til strand og vand," udtaler direktør for Boligkontoret Fredericia Finn Muus.
Beboerne i den del af I.P. Schmidt, som Boligkontoret Fredericia overtager, bliver alle tilbudt at blive en del af det kommende seniorbofællesskab i ejendommen. Men fremover har Boligkontoret Fredericia aftalt med Senior Bo Fredericia, at man skal være medlem af deres forening for at komme i betragtning til et seniorbofællesskab i byen. Beboerne skal nemlig selv definere det fællesskab, de gerne vil leve sammen i.
Socialudvalgsformand Hanne Lumby ser også oprettelsen af seniorbofællesskaber som et plus for de ældre borgere i kommunen:
"Et seniorbofællesskab kan modvirke ensomhed og virke forebyggende i forhold til de ældres helbred. Vores ældreprojekt Længst Muligt I Eget Liv viser med al tydelighed, at det giver livskvalitet at holde sig aktiv så længe som muligt, så det er til alles fordel, at seniorer finder sammen i netværk, hvor man hjælper hinanden. Kommunen skal selvfølgelig stadig tilbyde boliger til de ældre, der har behov for pleje og støtte, men mange kan og vil heldigvis meget selv, og her kan seniorbofællesskaber være en god ramme for et selvstændigt liv," udtaler Hanne Lumby.
"Salget af I.P. Schmidt kan ikke undgå at give gener for de beboere, der skal genhuses eller fraflytte, men vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at sikre beboerne en god flytning og en god boligsituation fremover. Samtidig så giver ombygningen af I.P. Schmidt og Købmagergade Skole nogle helt nye muligheder for byens seniorer, som på sigt vil være til glæde for mange," afslutter socialudvalgsformanden.