Kæmpe oplevelse venter håndboldfolket
Når Team HK Køge torsdag den 8. august møder KIF Kolding Københavns stjernespækkede mandskab.
HÅNDBOLD: De glæder sig enormt i Team HK Køge til at præsentere det lokale håndboldpublikum for cremen af dansk topholdbold, når klubbens bedste herrehold, der til daglig spiller i 2. Division, torsdag den 8. august kl. 19.00 løber på banen til opvisningskampen mod det stjernespækkede hold fra KIF Kolding København.
Denne aften vil en fyldt Ravnsborghallen danne den perfekte ramme om en af de største håndboldevents på Østsjælland i mange, mange år. Og i Team HK Køge er man i fuld gang med planlægningen af kampen, som bliver startskuddet til en meget spændende sæson, hvor herreholdets erklærede mål er at spille med i top 3 af 2. Division – og i sidste ende måske endda sikre sig oprykning til 1. Division.
- Vi har sat alle sejl til med lys, røg, musik, gode kommentatorer, indmarch og konkurrencer etc etc, for at kunne give de lokale håndboldfans en sublim oplevelse når KIF Kolding København lægger vejen forbi Køge, siger Kent Ankersen fra Team HK Køges ledelse.
Team HK Køge håber at kunne give det stjernebesatte KIF-mandskab kamp til stregen. Det er KIFs første kamp under deres nye træner Henrik Kronborg, og allerede fire dage senere skal holdet spille deres næste forberedelseskamp mod selveste THW Kiel fra Tyskland.
Billetter til VIP-arrangement
Som en nyhed giver Team HK Køge alle interesserede mulighed for at komme med til et VIP-arrangement før kampen. For kun 250 kr. får man fra kl. 16.45 spisning – lækker buffet - med drikkevarer samt foredrag med Joachim Boldsen og direktøren i KIF Kolding København, Jens Boesen. Desuden de bedste billetter i hallen når kampen fløjtes i gang kl. 19.00.
Disse VIP-billetter skal købes på Køge Medie Center, Galoche Allé 16 i Køge – men husk der er begrænset antal og billetterne sælges efter ”først-til-mølle”-princippet.
Øvrige billetter kan som bekendt købes for 100 kr. hos Lørdags-Avisen eller hos Kent Ankersen fra Team HK Køge på mobil 2027 0579.