Sommerbyvandring i Køges smukke bymidte
KØGE: I anledning af at det i år er 725 år siden at Køge fik købstadsrettigheder kan man søndag den 21. juli kl. 11.00 komme med på en byvandring i Køges centrum med arkæolog Vibeke Knöchel. Turen begynder i Køge Museums have og varer ca. halvanden time.
- På rundturen kommer man igennem middelalderens og renæssancens Køge, men bevæger sig også op i nyere tid. Man hører om byens grundlæggelse i 1200-tallet, og hvordan den med købstadsrettigheder i 1288 voksede sig stor og rig bl.a. på grund af den gode geografiske placering i forhold til Østersøen. Vi hører om havnens og torvets betydning for byen - herunder om den gamle åhavn - og om de mange købmænd og håndværkere som boede i byen, oplyser museumsinspektør Inge Christianse, Køge Museum.
Undervejs kommer man forbi mange interessante steder og bygninger bl.a. Danmarks første offentlige elværk. Der fortælles om byens rådhus, der blev opført i 1552 og stadig fungerer som rådhus, hvilket gør det til landets ældste fungerende rådhus. Turen går også forbi Køge Sct. Nicolaj kirke, der er indviet til de søfarendes skytshelgen Sankt Nicolaus.
Byvandringen begynder og slutter ved Køge Museum, Nørregade 4, som ligger i en gammel købmandsgård fra 1619, hvis historie selvfølgelig også bliver fortalt.
Der købes billet i museets have umiddelbart inden start. Turen er gratis for børn under 18 år.
pm