Fortsæt til indhold

Den Hvide Bro skal bære nye varmerør

Arbejdet med udbygningen af fjernvarmesystemet i Køge er nu kommet til området ved Køge å.

Arkiv
Per Møller

KØGE: Tirsdag den 9. juli startede endnu et stykke arbejde i forbindelse med udbygningen af fjernvarmesystemet i Køge.
Denne gang er det arbejdet ved Den Hvide Bro – cykel- og gangbroen over Køge å mellem Bag Haverne/Fændediget og Åvænget der er sat i gang med firmaet Aarsleff – Wicotec som entreprenør på opgaven der går ud på at ophænge nye fjernvarmerør under broen.
Frem til den 16. august vil broen være spærret for trafik. Den smukke bro skal nemlig i første omgang skilles ad så der kan installeres otte suppleringspæle, mage til de oprindelige der i dag bærer broen. Det er for at broen kan bære lasten fra de nye varmerør. Pælene installeres i løbet af næste uge – uge 29 – og varigheden af arbejdet vil være en enkelt dag.
- Til arbejdet anvendes en stor mobilkran der bliver placeret på sydsiden af åen og en hydraulisk vibrator til at sætte pælene med. Der bliver ikke tale om at ramme pælene – men vibrere. I den forbindelse er naboerne i området blevet orienteret og forud for arbejdet vil de omkringliggende bygninger blive grundigt gennemgået. Der tages bl.a. billeder af bygningerne som fotodokumentation, fortæller projektleder hos VEKS, Michael Thomsen til Lørdags-Avisen.
Hos mange borgere har der været nervøsitet for at Den Hvide Bro vil blive skæmmet af de nye varmerør der hænges op under broen.
- Vi vil gøre alt for at det skal komme til at se så diskret ud som muligt, siger Michael Thomsen.
- Rørene bliver inddækket og der bliver tale om ca. 35 centimeter mindre frihøjde. Det får ingen betydning for f.eks. hvis en lille båd eller kano skal sejle under broen. Vi vil udføre arbejdet så generne bliver så få som overhovedet muligt, siger Michael Thomsen.
Indtil Den Hvide Bro igen står klar til brug den 16. august må cyklende og gående borgere benytte Søndre Allé, Strandvejen og/eller Fændediget.

(Foto: SKJ).
(Foto: SKJ).