Blodpropper skal behandles i Roskilde
Alle politikere i regionsrådet i Regionssjælland er enige om, at patienter med blodpropper i hjertet skal køres til Roskilde Sygehus og ikke til Rigshospitalet som det sker i dag. Derfor vil de ligge maksimalt pres på sundhedsminister Astrid Krag. Hun har afslået at blodpropperne må behandles på Roskilde Sygehuse, selvom det har et af de bedste hjertecentre i landet. Politkerne håber dermed, at ministeren revurderer afslaget til sygehuset.
Hele regionen lider
Venstremanden Bent Jørgensen har nu kontaktet sine partimedlemmer i regionens andre kommuner for at få opbakning herfra.
- Det går jo lige så meget ud over folk i Køge, Solrød, Greve og Lejre, der jo også har rigtig langt til rigshospitalet, og dermed risikerer at dø på vejen.
Længst væk er befolkningen på Lolland Falster, der skal forbi flere sygehuse, før de endelig kan få den behandling, der betyder liv eller død.
Tirsdag blev en underskriftsindsamling sat i gang af Venstre, hvor man skriver under på, at blodpropper skal behandles i Roskilde. Her kan man se, at der er stor opbakning til projektet.
Underskriftsindsamlingen fortsætter til Astrid Krag giver sig, fortæller Bent Jørgensen.
Venstres Annie Larsen samler underskrifter ind på Stændertorvet i dag.
ag@roskildeavis.dk