Vindmølletur med S
Socialdemokraterne i Lejre Kommune inviterede på bustur til mulige vindmølleplaceringer
Lejre Opstilling af vindmøller på op til 130 meters højde giver betænkeligheder for nogle af kommunens borgere. ”Det er vigtigt at vi lytter til disse betænkeligheder og finder en løsning som imødekommer de betænkelige borgere og som samtidig sikrer kommunen en større andel af vedvarende energi,” siger viceborgmester Carsten Rasmussen, som lørdag den 8. juni, på socialdemokraternes vegne, havde inviteret på bustur ud til de tre områder, hvor der ifølge forslag til kommuneplan vil kunne opsættes vindmøller. Formålet var at besigtige de tre mulige opsætningssteder for vindmøller, som nu er indsnævret fra tidligere 24 steder. Følges forslaget vil produktionen fra vindenergi i Lejre blive op til 8 gange større end i dag. 35 borgere brugte deres lørdag på at se på vindmøller og drøfte de mulige placeringer. En bredt dækkende kreds af borgere med bl.a. bylaug, grundejerformænd, vindmølleejere og naboer deltog. ”Det gav rigtig god mening at stå på de udpegede områder og i de nærliggende boligområder og drøfte fordele og ulemper. Det er helt anderledes konkret end ved et traditionelt borgermøde, og der var en konstruktiv og livlig debat,” siger viceborgmester Carsten Rasmussen og forsætter; ”En rigtig god dag som gav den socialdemokratiske gruppe mange input som vi vil arbejde videre med frem til det endelige forslag til kommuneplanen." De tre potentielle opsætningssteder er ved Lyndby, Kirke Såby og Trudsholm. Der var blandt deltagerne bred konsensus om fornuften i udnyttelsen af vindkraft og at vindmøller er velkomne i Lejre kommune, men især usikkerhed om møllernes lavfrekvente støj var et tilbagevendende emne. Flere af de fremmødte var også betænkelige ved om reglerne for opmåling og afstand til beboelse og f.eks. børnehaver ville blive fulgt. Der fremkom også flere gode forslag, bl.a. om fastlåsning af vindmøllernes drejeretning med henblik på reducering af støj under særlige vindforhold. Flere gav udtryk for at flere mindre møller, på omkring 80 – 100 meter, var bedre end få på 110 – 130 meter. De socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlemmer, viceborgmester Carsten Rasmussen, Leif Nielsen og formand for Udvalget for Teknik og Miljø Martin Stokholm, fortalte om afvejningen af forskellige parametre der ligger til grund for de mulige opsætningssteder. Herunder bl.a. værdifuldt landskab, kulturhistorie, naboer, det antal møller der kan stå på lokaliteterne samt mulige møllehøjder mv. Kommunalplanforslaget giver mulighed for at opsætte i alt 9-10 store vindmøller og kan føre kommunen halvdelen af vejen mod målet om 30 procent vedvarende energi og 30 procent CO2-reduktion i 2020. ”Det er vigtigt at understrege at det er et FORSLAG til kommuneplan som et meget bredt flertal at kommunalbestyrelsen har sendt i høring. Den socialdemokratiske gruppe er meget bevidst om, at der blandt de potentielt berørte beboere er betænkeligheder ved opsætning af de nye højere vindmøller. Derfor havde vi arrangeret denne tur. I denne proces er det vigtigt, at borgerne deltager aktivt, så deres meninger og betænkeligheder kan tages i betragtning," udtaler viceborgmester Carsten Rasmussen og tilføjer: ”Jeg kan kun opfordre til at man indsender sine bemærkninger og forslag. Det kan man i øvrigt gøre indtil den 1. august.”.