Fortsæt til indhold

Kraftig brand i Viby

En kortslutning i et køleskab er formentlig grunden til, at ægtepar står uden hjem

Arkiv
Arkiv

Nogle gange hjælper det at være på forkant med tingene.
En brandalarm i kælderen på et hus i Viby var ifølge Roskilde Brandvæsen søndag med til at afværge den totale katastrofe.
Ægteparret, som ejer huset, var hjemme, da de omkring kl. 17 hørte alarmen hyle.
Manden skyndte sig straks ned for at undersøge sagen og kunne konstatere, at det brændte omkring nogle køleskabe.

Ødelagt af røg og sod

I første omgang forsøgte manden at slukke branden med en pulverslukker, men han fandt hurtigt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre.
Roskilde Brandvæsen blev tilkaldt og sammen med deres hund skyndte ægteparret sig i sikkerhed.
- Ingen kom til skade, men vi måtte have tre hold røgdykkere ind for at slukke branden, fortæller indsatsleder Gert Moldt.
- Det brændte kraftigt, men vi fik styr på ilden, før den bredte sig til resten af huset, tilføjer han.
Desværre havde røgen fra branden bredt sig til resten af huset, som ifølge indsatslederen nu står ubeboeligt hen på grund af blandandet sodskader.
- Men det var nu alligevel godt, de havde brandalarmen.
- Var vi kommet bare fem minutter senere, tror jeg ikke, der havde været noget hus tilbage, siger Gert Moldt, der tilføjer, at Brandvæsnet mener, at branden opstod på grund af en kortslutning.
hw