Fortsæt til indhold

Er Jesus en psykopat?

Metal Magic festivalen ved Ungdommens Hus åbnede dørene for sjette gang i torsdags. Tag med på tur på den mørke festival

Arkiv
Simon Carlson

”Okay, den her næste sang den er lidt mere religiøs. Den handler om, hvorfor Jesus er en psykopat!” Ordene kommer fra forsangeren i bandet Roarback, som netop har åbnet dette års udgave af Metal Magic. Part 6, vel at mærke.
Så kan man populært sagt konstatere, at så er stilen ligesom lagt. Øjeblikket efter skal stoffet på højttalerne kæmpe en nærmest urimelig kamp for at holde sammen på sømmene, da en tonstung baslyd truer hårdt med at trænge igennem og springe direkte ud i de headbangende, langhårede hoveder, som har fyldt det lille intense rum, der udgør festivalens ”indoor stage”.
Døren til den umådeligt lyse sommerdag står egentlig på vid gab, men alligevel er det som om, at lyset vægrer sig mod at træde indenfor. Dunkelheden har overmagten. Her stinker af øl og sved. Mest af sved.
Formentlig fordi de utallige læderveste og denimjakker med påsyede labels, der hylder det ene heavy metal band efter det andet, aldrig forlader overkroppene. På trods af, at temperaturen mærkbart stiger under koncerten. Dedikation til mørket.
Danmarks største havefest Den dunkle stemning på den lille scene står i barberbladsskarp kontrast til stemningen, der udfolder sig på terrasserne og trapperne og teltpladsen og den graffitimalede togvogn udenfor.
Den mørke og rå beklædning er stadig overalt, men uden på tøjet sidder store smil og åbenheden og imødekommenheden hersker. En samhørighed om at feste med ”artsfæller”, der deler den samme interesse.
”Det er jo bare Danmarks største havefest”, bemærker Tommy Christensen.
Han er en stor fyr, der formentlig uden problemer kunne rumme et spædbarn. Udseendet er råt. Han har været på festivalen flere år i træk, og han er klar over, hvad folk tænker, når de ser lædervestene, nitterne og det lange hår.
”Her er alle sgu velkomne. Uanset religion eller hvordan de ellers ser ud. Vi er her bare for at feste”, fastslår Tommy Christensen.
”Det er bare vigtigt for os at aflive alle rygter om, at vi alle sammen spiser børn”, tilføjer han.
Han siger det mest i spøg, men med et gran af alvor, for på trods af det barske ydre, som langt hovedparten af deltagerne på Metal Magic deler, så bedyrer han, at de er overordentligt fredelige mennesker, som blot har den mørke musik, som den øverste fællesnævner.
Mørkt tøj - lyst sind
På den store, og i dagens anledning, solbeskinnede terrasse har Kim Knudsen og Tommy Olesen fundet plads i en blød sofa sammen med en kølig fadøl og et nyt bekendtskab, som er kommet fra Holland for at være en del af festivalen.
”Det er jo nærmest som et stort broderskab at være her. Her er ikke særligt store bands, men alle deler interessen for undergrundsmusikken og den rene metal-musik”, siger Tommy Olesen.
Tøjet er naturligvis mørkt, men sindet er i allerhøjeste grad lyst. Det er en særpræget balance.
Muligvis fordi fordommene om den mørke musik og dens tilhængere klæber sig fast på tøjet af udenforstående. Derfor er de to kammerater fra Næstved også trætte af den skepsis, de møder omkring deres passion for musikken.
”Nogle går måske ud for at slås for at komme af med deres aggressioner eller også brænder de bare inde med aggressionerne indtil det går galt. Man skal jo forstå, at folk der hører metal-musik, bare får deres aggressioner ud ved at lytte til musikken”, forklarer Kim Knudsen.

Attituden kan virke rå, men festivalgængerne forsikrer, at de ikke spiser børn
Ungdommens Hus i Fredericia forvandler sig en gang om året til et campingområde, når flere hundrede metalfans indtager stedet.