Fortsæt til indhold

Højborg for drengedrømme

Panser- og Brandbilmuseet holder aktivitetsdage hele sommeren

Arkiv
Simon Carlson

panser De står der og troner på én gang faretruende og majestætiske. Tonsvis af stål på rad og række. De lugter af olie og udstødning og endda lidt af krudtrøg. Drengedrømme samlet under et tag. Det er tydeligt. For når Panser- og Brandbilmuseet i Oksbøl er det godt nok for hele familien, men nysgerrigheden og blikket i øjnene hos drengene og mændene i familierne er bare lidt stærkere end hos pigerne.

Kigger med fingrene

"Åårhh, det var total fedt, da jeg bare holdt aftrækkeren nede og skød alle fjenderne", udbryder Frederik Pedersen til sin familie, da han træder ud af museets kampvognssimulator. Familien holder ferie ved Vestkysten, og aktivitetsdagen på museet er en kærkommen mulighed for en lidt anderledes ferieoplevelse. "Det er jo nok mest i drengenes interesse, men jeg synes da også, at det er ret interessant", siger Susanne Pedersen, mens Kim Hansen fortæller, at de voluminøse vogne er lidt af en drengedrøm. "Jeg kan rigtig godt lide de her store køretøjer, som der er noget rabalder i. Og så kan man få lov at se det hele med fingrene", forklarer han sin drengede entusiasme.

Det meste af familien Martinussen fra Fyn benyttede sig af chancen for at komme ud at rulle på larvefødder.

Vild med vogne

Netop muligheden for at komme i berøring med de udstillede genstande er åbenlyst en chance, som mange af knægtene på museet ikke lader gå de små næser forbi. Det fortæller de store øjne hos Philip Jensen klart, da han træder ud på taget af den kampvogn, han netop har fået lov at køre med. "Jamen, knægten der han er fuldstændig vild med sådan nogle store køretøjer. Det her er en kæmpestor oplevelse for ham. Sådan en han kan leve højt på i lang tid", griner Philips bedstemor Ella Christensen, mens hun kigger op på barnebarnet. Stort set samme oplevelse står Line Martinussen med uden for museets døre. Det er blot nogle lidt større drenge, som hun kigger op på, men begejstringen ligner til forveksling, da resten af Line Martinussens familie har fået lov at sidde med på en af de kampvogne, der skal køres ind. "Her er også brandbiler, og alle de her store køretøjer er jo spændende, men det var meget tydeligt, da vi kom herud, at kampvognene var dem, der trak allermest for drengene," fortæller Line Martinussen. Panser- og Brandbilmuseet holder aktivitetsdage drenge i alle aldre og deres familier hver onsdag til og med den 7. august.

Alle kampvogne på museet bliver plejet som de ville være blevet det, hvis de var i tjeneste. Alligevel kan man jo godt inspicere, om det arbejdet er gjort godt nok.