Nye tilbud til Solrød-borgere med demens
SOLRØD: Demenskoordinatorerne i Solrød har opstartet nyt tilbud til borgere med demens og deres pårørende.
I Solrød Aktivitets- og Frivilligcenteret er der ansat to demenskoordinatorer, Anne-Mette Engelbredt og Carina Buttenschøn. Demenskoordinatorerne arbejder dels i Daghjemmet Oasen i Aktivitets- og Frivilligcenteret og dels med opsøgende og vejledende opgaver til borgere med demens og deres pårørende.
I 2012 blev indsatsen på demensområdet i Solrød omlagt og denne omlægning slår for alvor igennem her i 2013. Dette ses bl.a. ved udvidet opsøgende arbejde og ved at demenskoordinatorerne som noget nyt har oprettet en samværsgruppe. Mange ægtepar, hvor den ene har diagnosen demens, oplever, at det kan være svært at bevare sociale kontakter og fællesskaber.
Samværsgruppe og temaaftener
Derfor har demenskoordinatorerne oprettet en samværsgruppe, hvor demente og pårørende mødes for at lave mad, spise og hygge sig sammen.
Demenskoordinatorerne visiterer til samværsgruppen. Greta, pårørende bruger af samværsgruppen udtaler:
- Kurt og jeg har været med i samværsgruppen fra starten. Det er et sted, man bliver mødt uden fordomme, som for mig er rigtig rart. Jeg håber det bliver en succes, vi vil i hvert fald gøre vores til det.
I april arrangerede demenskoordinatorerne i samarbejde med Alzheimerforeningen en meget velbesøgt temaaften med foredrag ved psykolog Henrik Brogaard og efterfølgende debat om udfordringer for pårørende til mennesker med demens. Daghjemmet Oasen modtager dagligt 7 borgere, som alle er visiteret for at kunne komme i Oasen.
Inden opstart i Daghjemmet, bliver alle tilbudt et hjemmebesøg af en demenskoordinator for at skabe en god kontakt til borgeren inden start i Oasen. Oasen er indrettet, så den har karakter af et privat hjem, og aktiviteterne er karakteriseret ved at være let genkendelige fra hverdagens gøremål.
I Oasen bliver der bagt og syltet, tomatplanter bliver passet, og gymnastik eller gåture er daglige aktiviteter.
Kontakt til demenskoordinatorerne
Kontakt til en demenskoordinator giver mulighed for en tidlig indsats i form af vejledning, råd og støtte til den demente og dennes familie.
Tidlig kontakt med en demenskoordinator kan være en værdifuld støtte igennem det videre sygdomsforløb og de udfordringer, som ofte knytter sig til sygdommen. Demens er for mange mennesker et tabu og derfor kan pårørende føle sig meget alene og flove over, at deres ægtefælle har fået en demens sygdom.
Demenskoordinatorernes erfaring er, at det kan være en stor hjælp for pårørende, at få talt med såvel en fagperson som andre mennesker i samme situation, om de ændringer og udfordringer, livet med en dement person medfører.
På den baggrund oprettede demenskoordinatorerne for nogle år siden en pårørende gruppe i Aktivitets- og Frivilligcenteret. Gruppen mødes en gang om måneden og i gruppen er der mulighed for at dele sine tanker og følelser med andre i samme situation og modtage støtte til at komme videre. Der deltager altid en demenskoordinator i disse møder og alle gruppens deltagere er pålagt tavshedspligt.
Som noget nyt i år mødes pårørendegruppen hen over hele sommeren. Hvis man ønsker oplysninger om demens eller andet i forbindelse hermed, så er man velkommen til at kontakte demenskoordinatorerne i Solrød Kommune på tlf. 5618 2441 mandag og onsdag kl. 8.30-9.00 tirsdag og torsdag kl. 14.30-15.30.
pm