Fortsæt til indhold

Brug gift mod bjørneklo

En koordineret, kort gift-indsats kan måske udrydde den forhadte bjørneklo

Arkiv
Peter Friis Autzen

Kæmpebjørnekloen er forhadt, og overalt i landet arbejdes der hårdt for at holde ned invasive plante nede. Men ifølge holdleder Karl Møller ved Miljøprojektet i Vejle Kommune, er kampen umulig at vinde.
“Vi kan måske holde planterne nede - men de vokser lynhurtigt op igen, sætter over 100.000 frø pr plante og breder sig med det samme igen,” siger holdlederen.
Han kan godt lide idéen om at bekæmpe bjørnekloen uden at bruge gift. I Vejle Kommune arbejder han selv med at sætte får ind i de områder, hvor bjørnekloen hærger.
“Men hvis man én gang for alle vil bjørnekloen til livs, er man nødt til at bruge gift,” siger han.
“Hvis man gennemførte en landsdækkende aktion, hvor man på én gang sprøjtede alle bjørneklo-planter, ville det uden tvivl have en effekt så stor, at det kun ville være nødvendigt at gøre det én eller to gange. Og så synes jeg godt, at det kan forsvares miljømæssigt,” siger han.

For og imod

En koordineret og landsdækkende sprøjtning af bjørneklo ville være et brud på miljøpolitikken.
Alligevel er det en tanke værd, mener det lokale medlem af Folketingets miljøudvalg, Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby fra Tørring.
“Det er en meget fin idé. Naturligvis skal vi have klarlagt, om der er nogle miljømæssige risici, men jeg mener at en koordineret tidsbaseret løsning er en god løsning. Bjørneklo er noget, fanden har skabt, og i Dansk Folkeparti vil vi gerne gå videre med at øge de lokale myndigheders beføjelser på området,” siger han.

Hans Kristian Skibby (DF) fra Tørring er medlem af Folketingets Miljøudvalg. Han vil gerne se på idéen om en koordineret, koncentreret og kortvarig sprøjtning af alle bjørneklo-planter i landet.

Miljøudvalgets formand, Radikale Venstres Lone Loklint fra København, er ikke enig.
“En kortvarig, begrænset og koordineret indsats med høj effekt lyder jo rationelt og smart. Måske lidt for smart. Bjørnekloen hærger mange steder, hvor miljøet er sårbart. Og her går det næppe an at sprøjte. Desuden er det nok urealistisk at finde frem til hver eneste plante. Der skal i hvert fald mere viden til, før jeg kan støtte den idé,” siger Lone Loklint.

Lone Loklint (RV) fra København er formand for Folketingets miljøudvalg. Hun tror ikke på en gift-båret bjørneklo-kamp.
Holdleder Karl Møller fra Miljøprojektet arbejder med at sætte får ind mod bjørneklo i Vejle Kommune. Men han mener, at en koordineret gift-indsats ville virke bedre. Foto: Peter Friis Autzen