Fortsæt til indhold

Da Barcelona kom til Billund

Selveste Barcelona bød på en uges fodboldskole i Billund. Men Messi var der ikke. Og dog

Arkiv
Jørgen Flindt

De unge knægte på den ene bane starter dagen med at jonglere med bolden. Den lille runde bold skal helst være så meget i luften som muligt, men det lykkes nu ikke helt for nogen af de cirka 10-årige drenge.
Men pyt, det er bare træning. Og dog. Bare er ikke helt det rigtige ord her. For når F.C Barcelona kommer forbi og byder på fodboldskole, er intet bare...bare.
De 144 børn, klart flest drenge og enkelte piger, oplever nemlig en uge, som var de midt i Barcelona. Selv vejret er med dem, hvilket dog er en anden snak. Men her midt i Billund har Barcelona medbragt egne spansktalende træner, fysioterapeuter med videre. Tingene tages seriøst.
Men Messi er dog ikke med. Og dog.
"Jeg er vild med Barcelona. Og så er jeg kommet på Team Messi. Det kan ikke være større," siger 10-årige Philip Gôrransson fra Vejle med et grin.
Ved sidelinjen står en lang række forældre og kigger på. Der er klare regler om, at når der trænes, så er forældrene på sidelinjen, hvilket kan være langt fra poderne. Men børnene er her for at lære om fodbold og om Barcelonas måde at spille og tænke fodbold.
Så forældrene må kigge på fra afstand.
"Min søn Christian har de seneste fire år været på DBUs fodboldskoler, og det har været rigtigt godt. Men sidste år kom han hjem og forklarede, at han ikke synes, han lærte noget nyt. Så da vi så muligheden for at træne med Barcelona, så vidste Christian straks, at det ville han hellere," forklarer Dorthe Maglehøj fra Bredballe.

En flig af Barcelona

Det er absolut ikke hver dag, at Barcelona byder på fodboldskole i Danmark, og Billund er et af to steder i landet, hvor det i år finder sted. Det har trukket børn og forældre til fra store afstande. Men flest fra nærområdet dog.
Og er der så en kommende Messi eller Xavi blandt de unge boldspillere her på banerne i Billund? Ja måske, men nok ikke. Det er i hvert fald ikke for det, der drejer sig om.
"Børnene får en lille flig af den store pallette, der hedder Barcelona. Hvad er det for en måde, som Barcelona træner på, og hvilken filosofi der ligger bag. De får lov til at træne på den måde, som stjernerne har gjort op gennem deres karriere, og ja, får et lille indblik i, hvordan det er at være i Barcelonatrøjen," siger Henrik Sørud, der er talsmand for Barcelonas fodboldskoler i Danmark.
Og nej, det er ikke tænkt som en måde at spotte talenter på.
"Den form for spilintelligens, som eksempelvis Xavi har, er jo ikke bare opstået ved talent alene men ved træning gennem mange år. Her er fem år træning kogt ned til fem dage, så nej, vi finder ikke bare sådan en ny Messi her. Men det handler det heller ikke om. Det handler om, at give et indblik i Barcelonas måde at spille fodbold på med masser af boldkontakt og god teknik," siger han.
Og ungerne suger det til sig, alt mens de jonglerer med de mange bolde.