Profiler forlænger med SønderjyskE
Målvogter Orsolya Kurucz og storskytte Sanne van Olphen forlænger med SønderjyskE Damehåndbold i Aabenraa
Ligaklubben SønderjyskE Damehåndbold i Aabenraa har forlænget kontrakten med to af klubbens stærkeste profiler, den 35-årige veteranmålvogter, Orsolya Kurucz og storskytten Sanne van Olphen.
Hollandske Sanne van Olphen har været en eftertragtet spiller i både danske og udenlandske klubber, og sportschef Olivera Kecman kan da heller ikke skjule begejstringen over, at det er lykkedes at beholde storskytten.
"Sanne er faldet fantastisk godt til i SønderjyskE og i Aabenraa. Hun har på to sæsoner udviklet sig utroligt flot, og hun har i samme periode påtaget sig store roller såvel på banen som i omklædningsrummet."
Sanne van Olphen er en stor profil i ligaen, hvor hun med sit eksplosive antrit og fantastiske skud kan gøre livet surt for alle forsvar.
"Hun har potentiale til endnu mere, og jeg er overbevist om, at hun sammen med holdets nye cheftræner vil tilføre flere og nye dimensioner i hendes spil på banen," siger sportschefen.
Sanne van Olphen er en fast bestanddel af det hollandske A-landshold, som i øvrigt har kvalificeret sig til VM i Serbien i december.
Rutineret målvogter bliver
Med kontraktforlængelsen med holdets erfarne målvogter, Orsolya Kurucz, er endnu en vigtig brik faldet på plads til den kommende sæson.
"Orsi er uden tvivl den spiller, der har prøvet mest, og alt, med SønderjyskE. Hun har gennem årene været den bærende kraft i både opture og nedture med holdet. Hun er en god og sikker sidste skanse i forsvaret, og tilfører også masser af rutine og erfaring til vores mange, unge spillere. Hun er en kulturbærer, som skaber tryghed hos de unge, når det virkelig brænder på i kampene," slutter sportschefen.