Far og søn ser på flyvemaskiner

Så sidder vi der. På nogle medbragte stole og kigger ud over nogle marker. En hest kigger tilbage på os, eller måske er det nærmere det bag os den kigger på.
Min far og jeg sidder i Guds grønne natur ved Åst nær Vandel, og foran er landingsbanen ved Billund, og fordi vi sidder rimelig højt over den med medbragt kaffe og rundstykker, har vi et fint udsyn til lufthavnens travlhed.
Og så mærker vi det. Ok, hører det måske først og så kommer suset. Et fly brager forbi os og hen over os og ned mod landingsbanen.
Det var flyet hesten kiggede på. Og vi kigger også på det.
Nu er hverken min far eller jeg sådan nørdede med at kigge på fly, og faktisk er det første gang, vi ligefrem gør en tur ud af at se på fly lige over hovedet på os, men en gang skal jo være den første, og det er gammelt ønske, som går i opfyldelse.
Solskin, tid, gode stole, kaffe og udsyn til et af livets store fjernsyn, nemlig en landingsbane.
Der er bare noget imponerende over de store fly, der vejer det samme som et mindre bjerg, men alligevel formår at lette fra jorden.
Og lande.
Mens vi sidder der, og nyder et par gode rundstykker fra bageren i Jelling, ser vi både fly, der letter over hovederne på os, og andre der langsomt glider ind over selvsamme hoveder og lander sikkert på den lange landingsbane.
Man skal måske være mand for at forstå fascinationen. Jeg ved det ikke.
Men hyggelig er det her i skovkanten ved Åst, hvor der er hestekræfter på jorden i form af hesten, og så en million, milliard hestekræfter over hovedet på os.
Jo, jeg ved det godt, at fly sviner miljøet til og alt det der. Men de er da smukke og mystiske på en og samme gang.
Nå, det er måske bare mig, og min far, der synes det. Aner det ikke, men skoven i Åst er rigtig smuk, flyene er flotte og voldsomme og himlen er blå.
Det er vel ikke så ringe endda.