Fortsæt til indhold

Nyt lys på hele Hvidovrevej

- men også andre steder forbedres gadebelysningen i år..

Arkiv
oashvidovreavis.dk

I forbindelse med budgettet for 2013 afsatte kommunalbestyrelsen en mio. kr. i hvert af årene 2013, 2014 og 2015 til renovering af belysningen på pladser og veje i Hvidovre. I 2013 er det - helt efter den oprindelige plan - Immerkær, Sollentuna Alle, Rebæk Søpark, Åmarksvej, Strandbovej og Egevolden, der vil få nye gadelamper. Men på mødet i kommunalbestyrelsen i sidste måned stillede Gruppe A, F og liste T imidlertid et ændringsforslag som også betyder, at kommunen nu opgraderer og forbedrer den gamle belysning på Hvidovrevej - fra Hvidovre Enghavevej til kommunegrænsen til Rødovre. De 216 gamle armaturer udskiftes og der etableres 91 ekstra lygter. Investeringen på 3.932.700 kr. finansieres af kassen. Dette mente Gruppe V, O, C og liste H dog ikke var en god idé - så de stemte imod beslutningen. Jævn belysning Men nu skiftes den nuværende gadebelysning på Hvidovrevej altså ud med moderne LED-lamper for en pris på knap fire millioner kroner. Den nye belysning medfører bedre lys og færre driftsudgifter. Belysningen på Hvidovrevej er flere gange blevet kritiseret her i Hvidovre Avis og direkte over for medlemmer af kommunalbestyrelsen. Dong Energy har - i tæt dialog med kommunen - udarbejdet forslaget til regelmæssig og ensartet jævn belysning på Hvidovrevej. Den kommende gadebelysning en både en imødekommelse af kritikken af belysningen på Hvidovrevej og samtidig løftes Hvidovrevejs belysning op i den næste generation af belysningsanlæg ved at benytte LED som lyskilde. Lyset i aften- og nattetimerne vil være hvidt og regelmæssigt og vil give trafikanterne en ledelinje langs hele Hvidovrevej.