Ny, intern uro hos Venstre
Borgmester Kenny Bruun Olsen afkræves en forklaring ovenpå fortielse i Banke-forløb
Venstres tidligere lokalformand i Fredericia, Jakob Ladingkær, mistænker borgmester Kenny Bruun Olsen for urent trav under det kaotiske forløb, der førte til Thomas Bankes fald og Kenny Bruun Olsens tiltræden som borgmester. Jakob Ladingkær vil nu afkræve sin borgmesterkandidat en forklaring, der kan genoprette tilliden.
“Hvis tillidsbruddet er uopretteligt, bør Kenny overveje, om han er den rette til borgmesterposten,” siger Jakob Ladingkær, der siden Banke-sagen har trukket sig som lokalformand, men i dag er byrådskandidat for Venstre. Han er desuden gift med Pernelle Jensen, som forsøgte at slå Kenny Bruun Olsen, da Venstre skulle vælge ny borgmesterkandidat efter Banke.
Urin-testens ægthed
Dansk Journalistforbunds fagblad, Journalisten, har i en meget lang artikel beskrevet Banke-sagens forløb. Af artiklen fremgår det blandt meget andet, at Kenny Bruun Olsen aldrig fik videregivet dokumentationen på, at Bankes omstridte urin-test var ægte og ren.
Den manglende dokumentation fik pressen og politiske modstandere til at konkludere, at Banke nok havde fusket med testen. Og dét bidrog til hans fald.
I fagbladets artikel beklager Kenny Bruun Olsen, at han ikke fik videregivet dokumentationen - som han havde lovet både Banke, venstre og de politiske samarbejdspartnere. Han betegner det som en “dum forglemmelse”. Men dét er ikke godt nok for Jakob Ladingkær
”Jeg er i tvivl, om han gjorde det med vilje,” siger Jakob Ladingkær, som antyder at Kenny Bruun Olsen bevidst fortiede oplysningerne for at øge sine muligheder for selv at blive borgmester.
Den mistanke afviser Kenny Bruun Olsen.
“Selvfølgelig er det her ikke en bevidst forglemmelse. Og uanset hvad: Det havde ikke nogen afgørende betydning. Så snart forglemmelsen blev opdaget, gav jeg papiret videre til flere medier, men medierne syntes ikke det var spændende at gøre noget ud af den vinkel,” siger Kenny Bruun Olsen.
Skal forklare sig internt
Jakob Ladingkær forlanger, at Kenny Bruun Olsen forklarer sig overfor gruppen af byrådskandidater.
”Kandidatgruppen forventes at bakke borgmesterkandidaten op. Derfor har vi krav på en tilfredsstillende forklaring,” siger Jakob Ladingkær.
Han har svært ved at tro, at Kenny Bruun Olsen kunne glemme at gå videre med så vigtig dokumentation efter at have lovet det til alle involverede parter.
“Hvis han kan glemme dét, hvad har han så også glemt? Hvis forklaringen ikke er tilfredsstillende, har både Venstre og Kenny Bruun Olsen et problem. Og så kan vi skyde en hvid pind efter borgmesterposten,” siger Jakob Ladingkær.
Kenny Bruun Olsen vil gerne give kandidatgruppen.
“Jeg skylder ikke nogen noget som helst. Men selvfølgelig forklarer jeg gerne. Jeg kan bare ikke se, hvad Ladingkær vil med det. Han kunne lige så godt have spurgt, hvordan man laver småkager,” siger Kenny Bruun Olsen.