Sønderborgs natur skal registreres
natur I den kommende tid rykker Naturstyrelsens folk ud i den danske natur. De kikker efter om der skulle være overset noget da den oprindelige registrering blev lavet for mere end 20 år siden og om der er vokset ny beskyttet natur frem. Naturstyrelsens folk går i juli måned i gang med den sidste fase af en landsdækkende naturregistrering hvor man ønsker en total registrering af Danmarks natur. Projektet blev sat i gang i 2011, og målet er at få bedre styr på alle de områder, der allerede er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven, også kaldet paragraf 3 natur. Naturstyrelsens folk fra enheden Sønderjylland skal fra juli til oktober måned ud for at tilse og registrere mindst 400 private arealer i Sønderborg kommune. Det foregår i grønt tøj, med gummistøvler og pc. ”Vi registrerer planterne og bedømmer om det enkelte areal er beskyttet. Det er kun en vejledende registrering til hjælp for kommunen og vi håber at den enkelte lodsejer vil tage godt imod os, siger skovfoged Martin Reimers. Beskyttet natur kan udløse økonomisk tilskud til høslet eller afgræsning og som lodsejer kan man være stolt af at passe på Danmarks smukke natur ved at fortsætte den hidtidige drift, slutter skovfogeden. Områderne er udvalgt, efter at biologer har studeret luftfotos af Danmark. Når Naturstyrelsen har afsluttet registreringen, overgår den til kommunerne, der som myndighed på området skal holde den ved lige fremover. Alle registreringer vil være tilgængelige på Danmarks Miljøportal, efterhånden som de bliver færdige. Feltarbejdet vil være afsluttet i oktober 2013 og har til den tid på landsbasis kostet omkring 36 millioner kroner.