Ok til nyt butikscenter?
Af Vigand Rasmussen, Svanholmsgade 5, Vejle
Tirsdag den 11. juni 2013 havde Lokalavisen en markant overskrift på forsiden. Den lød 'Ok til nyt butikscenter.'
I teksten under overskriften bliver historien dog noget mere nuanceret, idet der fra ok'ernes side betinges, at det bliver større og nye typer af butikker, som skulle trække flere kunder til midtbyen. Og så anføres, at nogle langt hellere vil have en anden byudvikling på godsbaneområdet med basis i den gamle godsbanebygning.
I selve artiklen gentages, at det er 'hovedparten' af gågadens butiksindehavere, der går ind for byggeplanerne på godsbanegrunden. Men det er nogle meget løse mængdeangivelser, Lokalavisen arbejder med.
Hvor mange butiksindehavere på gågaden har man talt med – sådan helt præcist?
Og hvor mange var betingelsesløse tilhængere af NPV's byggeri (thi det er ikke kommunen, der har byggeplaner. Det er et privat firma), hvor mange var tilhængere forudsat, at det skulle være butikker af Elgigantens størrelse, og hvor mange var imod? Lad os få de konkrete tal, og så kan vi se, om de kan bære den lidt bombastiske overskrift, der flammede på forsiden, og som med garanti vil blive brugt hæmningsløst af de politikere, der er tilhængere af NPV's projekt. Det er i øvrigt pudsigt, at netop Elgiganten skulle kunne trække flere kunder til midtbyen ved at flytte cirka 200 meter østpå.
Det er desuden en noget traditionel tankegang, at et bombastisk byggeri af en firlænget karré med butikker i stueetagen skal kunne trække flere kunder til byen, når hovedparten af butikkerne enten er af en type, som nabobyerne også har (for eksempel Elgiganten), eller at det er midtbybutikker, der flytter ned i det nye center og efterlader tomme lokaler i midtbyen.
Vejles butiksindehavere skal være opmærksomme på, at det, der gør Vejles midtby så attraktiv, primært er gågaden med tilhørende sidegader, hvor man har de mange, ofte lidt snurrige butikker. Derfor bør godsbanegrunden ikke rammes af en betonklods i seks etager, men af lavt utraditionelt byggeri med et butikstilbud, som man ikke finder andre steder. Her er butikkerne på Gammelhavn inde på noget af det rigtige i deres ønsker for godsbanen.
Svar fra redaktionen
SVAR: Lokalavisen har talt med cirka 25 butikker på gågaden og fået svar fra 17. Syv af butiksindehaverne var betingelsesløst tilhængere af tanken om et nyt butikscenter. Yderligere seks butikker var tilhængere, forudsat det bliver større butikker, mens fire var modstandere af et nyt butikscenter.