Fortsæt til indhold

Nyt stormagasin på vej i Vejle

Privat bygherre vil erstatte Å-centret med et stormagasin, 24 boliger og 260 p-pladser

Arkiv
Jeppe Rafn

Vejle Kommune har på sin hjemmeside offentliggjort, at en privat bygherre ønsker at bygge et stormagasin, der skal ligge på Søndergade, hvor Å-centret ligger i dag.
Det samlede projekt omfatter en bebyggelse på 3-4 etager med to butikker på henholdsvis 8.700 og 1.300 kvadratmeter, cirka 24 boliger på i alt 2.400 kvadratmeter samt et p-hus på 7.000 kvadratmeter med cirka 260 p-pladser.
Ifølge Vejle Amts Folkeblad er det ejeren af Å-centret, Teddy Thomsen fra Give, der er manden bag planerne. Og den store butik på 8.700 kvadratmeter skulle være Magasin.

Tilladelse til stor butik

For at projektet kan blive til noget, skal der laves et tillæg til lokalplanen, der giver tilladelse til at bygge en butik på over 2.000 kvadratmeter og hæve den eksisterende bebyggelsesprocent på 120.
Vejle Kommune har desuden vurderet, at der skal laves en VVM-redegørelse (Vurdering af Virkningerne på Miljøet), der som udgangspunkt vil handle om detailhandel og trafik.
Kommunen oplyser, at der er 14 dages fordebat, hvor man kan komme med idéer og forslag til planerne om en butik på over 2.000 kvadratmeter og forslag til, hvad VVM-redegørelsen skal indeholde. Idéer og forslag skal være modtaget senest den 31. juli 2013 klokken 14 på plan@vejle.dk eller Teknik & Miljø, Plan, Kirketorvet 22, 7100 Vejle.
Efter de to ugers fordebat skal der laves tillæg og lokalplan, der skal behandles af politikerne. Derefter bliver der en offentlig høring på otte uger, hvor man kan komme med indsigelser, inden projektet ryger tilbage til politikerne til endelig vedtagelse.
Det samlede forløb ventes at vare 7-10 måneder.
Projektet er beskrevet på plan.vejle.dk.