Fortsæt til indhold

Ny busrute indviet

-Vi mangler stadig nogle afgange, siger busgruppen

Arkiv
Anette Gundlach

Roskilde har fået en ny busrute, der går fra Sønderlundsvej og op til centrum ved stationen.
Den nye linje 209 oprettes, fordi byens ældre protesterede over, at flere busruter blev nedlagt ved indførelsen af de nye A-busser. Herefter fik mange dårligt gående længere at gå til bussen, der til gengæld kører oftere.
Medlem af busgruppen Tommy Hansen er også glad for den nye rute, men den er kun et lille skridt på vejen, mener han.
- Fint at de lytter, men vi mangler stadig mange ruter i byen, siger Tommy Hansen.
Han forklarer, at ved indførelsen af A-busser blev mange ruter nedlagt for at finansiere de nye ruter.
Tommy Hansen forstår ikke, at kommunen har skåret de mange ruter væk, når Byrådet giver udtryk for, at de gerne vil beholde de ældre i eget hjem, så de kan klare sig selv så længe som muligt.

Ældre er gidsler

- Mange ældre er taget som gidsler i denne sag, fordi de kun har mulighed for at bliver transporteret til og fra deres hjem i dagtimerne med mindre, de er i stand til at gå lang, siger Tommy Hansen.
Områder som Bakkedraget, Havelodden, Bakkekammen og delvis Bakkesvinget har på tredie år ingen bybus.
Roskilde har dog stadig bybusser som linje 204 og 205, de kører dog kun mellem klokken 8 og 17, hvilket bevirker, at de ældre ikke kan komme ud om aftenen og tidligt om morgenen.

Flere rute busser

Tommy Hansen mener, at der er flere muligheder til, at finansiere de manglende busser.
Han foreslår for eksempel, at A-busserne kører hvert 20 minut i stedet for hvert kvarter som i dag.
- Det vil betyde en besparelse på 3.483 bustimer pr. år, som kunne tilgodese de manglende morgen og aftentimer på ruterne eller på genindførelse af servicebusserne, der bliver brugt af byens ældre, siger Tommy Hansen.
Han mener også, at man kan skære i driften på A-busserne i sommerferien, hvor busserne kører næsten tomme til uddannelses-institutionerne.
Tommy Hansen fortsætter sammen med resten af busgruppen med at kæmpe for at få flere busser rundt om i byen.

ag@roskildeavis.dk