Den moderne Robin Hood
Robin in the Hood er en nyskreven comedy-version af folkesagnet om Robin Hood. Forestillingen har netop spillet på Nørrebro Teater og spiller i Vejle Musikteater fra fredag den 3. maj.
Robin in the Hood er en satire over finanskrisen, hvor historien om Robin, der stjal fra de rige og gav til de fattige, er rammefortællingen. Handlingen følger i grove træk den klassiske fortælling om Robin Hood, men nutidens Robin har ikke samme mulighed som tidligere for at ligge på lur og tømme kareter for værdier. Men han kan noget andet. Han kan være civil ulydig. Han kan melde sig ud af samfundet. Tage ud i skoven og nægte at bidrage til forbruget, nægte at svinge dankortet og i stedet afvikle sine konti.
Holdet bag Robin in the Hood tegnes af komikerne Lasse Rimmer og Christian Fuhlendorff, Daniel ?Sonic? Rojas (breakdanser), Kajsa Bohlin (akrobatisk danser) samt reggae-kongerne Pharfar og Wafande med band.
Robin in the Hood spiller på Vejle Musikteater fredag den 3. maj, lørdag den 4. maj, fredag den 10. maj og lørdag den 11. maj.