Fortsæt til indhold

Jagten på Drageskatten

Hjælp Rita og Bertram med at finde verdens største skat – Drageskatten i Madsby Legeparken den 17. og 18. juli

Arkiv
Arkiv

Ræve Røde Rita og Barske Bertram er på jagt efter kaptajn Hvidskægs skibskiste, der indeholder nøglen til verdens største skat – Drageskatten. Onsdag den 17. juli til torsdag den 18. juli har de brug for modige børn til at finde skatten.
Jagten starter ved Dukketeaterscenen kl. 12.30, hvor børnene får en lille introduktion og deles op i seks hold med en holdkaptajn.
Bagefter starter en spændende jagt med seks poster, hvor man bl.a. bliver testet på mod, fægteevner og piratviden. Undervejs gælder det om at holde øjnene åbne for tabte spor, som måske kan være vigtige senere.

Jagten fortsætter

Den 18. juli kl. 17.00 fortsætter jagten på Drageskatten. Dagen indledes med en piratdyst mellem drengene og pigerne om, hvem der er de bedste pirater. Bagefter fortsætter en spændende jagt men pas på - faren lurer lige rundt om hjørnet!
Jagten slutter på ægte sørøvermanér med bål og grillhygge med snobrød, pandekager og skumfiduser. Aftenen byder også på en lang række pirataktiviteter – prøv bl.a. Grumme Gerts sværd, kanonkuglekast eller hvad med knobbinding?
Aktiviteten kræver ingen tilmelding, og så er det gratis at deltage. Aktiviteten henvender sig til børn mellem 6 og 14 år. Børn på 5 år kun sammen med en voksen.

Søges
Rita og Bertram har også brug for ca. 10-12 voksne sørøvere til at styrke besætningen ved de seks poster – så find din indre Kaptajn Klo eller Barske Sally frem og tilmeld dig ved Kim Ekstrøm, Souschef i Madsby Legeparken, på tlf.: 22 78 94 88 eller via mail: kim.ekstrom@fredericia.dk