Fortsæt til indhold

Camping på Aarø er dejligt

Hygge og velvære står øverst hos indehaverne af Aarø Camping, Tina og Jan Peter Ejlersen

Arkiv
Sven Møller

Man forlader færgen på Aarø og kører hele vejen til den modsatte side af øen. På et tidspunkt møder man Aarø Camping. Bilen følger næsten sig selv ind på en gårdsplads. Fred og idyl. Småsnakkende mennesker over det hele. Legende børn, som uden undtagelse hilser på den nye på pladsen.
” Velkommen til ”, siger Jan Peter og Tina Sejersen, som ejer pladsen. De er rigtigt glade for deres campingplads og ejer den på sjette år. Fredsommeligheden selv, som besøges af rigtigt mange mennesker. Mange vender tilbage igen og igen, for der er god plads.
”Da vi overtog pladsen for seks år siden, var den berammet til 200 pladser”, fortæller Jan Sejersen.
”Vi syntes, vognene lå for tæt, så vi har på eget initiativ nedbragt antallet af pladser til 120. Det passer bedre til vores plads. Så er der plads til alle.”
Faktisk var der slet ikke skrevet i hverken Tinas eller Jans dåbsattest, at de skulle være campingfolk. Faktisk er de begge søens folk. Tina telegrafist og Jan skibsfører, som har sejlet over hele verden. Nu er han jævnligt skibsfører på færgen mellem fastlandet og Aarø.
”Det er en sideindtægt, som økonomisk gør det enklere,” siger manden, som sammen med sin kone har en dejlig campingplads. Campingvognen kan slæbes gratis over vandet. Derfor er folk i den grad velkomne.
”Og er der fuldt hus, skal vi nok finde et hjørne alligevel,” smiler Jan Peter Ejlersen.