Monroe og stjernesamleren
Per Olsen samler på stjernerstøv fra Hollywood
Foto: Erling J. Pedersen Monroe og Elvis er i fint selskab med Charlie Chaplin, Gøg og Gokke og mange andre filmstjerner fra svundne tider i Per Olsens hjem. Statuerne af de store stjerner er i fuld størrelse, og man føler sig hensat til en anden tid eller til et museum for gamle skuespillere. Oprindeligt stod de i indkørslen, men forbipasserende kunne ikke lade dem være i fred, derfor er de proppet ind i stuer og værelser i boligen, hvor de kikker frem fra alle hjørner. I stedet bliver gæster her modtaget af et ukendt amerikansk tjenerpar, der står klar med viskestykker lagt over armene. Per Olsen er vild med Hollywood-stjernerne, men mest med divaen Monroe, som da også er repræsenteret med hele to store figurer i hjemmet.
Autograf savnes
Derfor ærgrer det også stjerne-samleren, at Monroes autograf ikke er blandt de 5.000, han ligger inde med i skuffer og skabe, og som han har skaffet fra nær og fjern. En gang var han lige ved at få fingrene i den, da en nordmand satte den til salg for 22.000 kroner. Der var dog et problem ved handelen. - Han kunne ikke bevise, at den var ægte, derfor købte jeg den ikke, siger Per Olsen og fortæller, at der er stor risiko for at blive snydt af folk, der tjener stygt på at sælge forfalskninger til ivrige samlere. Derfor kræver han altid et ægthedsstempel, før han investerer i noget. Per Olsen har samlet på stjernestøv i fem år og har hele huset spækket med figurer, billeder, buster, autografer, breve, scrapbøger og dvd'er. Det hele fylder godt op, derfor er han begyndt at forære nogle af sine 4.500 cd'er væk, da han alligevel aldrig hørte det mere. Til gengæld tager han tit en af scrapbøgerne frem med breve fra og til de gamle skuespillere og læser om de svundne Hollywood-tider.
Flasket op med kendte
Per Olsen er flasket op med kendte danske skuespillere, der kom i barndomshjemmet, hvor han stadig bor. Hans far havde et tømmerfirma og byggede for Dirch Passer, Axel Strøby, Lone Hertz og mange andre, der er kendte fra filmlærredet. De lagde ofte vejen forbi hjemmet for at besøge familien. Dengang begyndte Per Olsen allerede at samle på kendte danskeres underskifter. Samlingen er siden udvidet kraftigt og internationalt med autografer af John Wayne, Ghandi, Kennedy-brødrene og rigtig mange andres. ag@roskildeavis.dk Autografer Shakespires autograf til 400.000 kroner hører til de dyreste. Monroes koster mellem 50.000 og 100.000 kroner. Per Olsen er stolt af Kirsten Walthers autograf, da hun ikke gav sin underskrift ud.