Astrid må komme
SF's leder i byrådet inviterer sin sundhedsminister til møde om blodpropper i Roskilde
Foto: Erling J. Pedersen - Nu må Astrid Krag som Sundhedsminister komme til Roskilde og forklare os, hvorfor patienter fra Region Sjælland med akut blodprop i hjertet ikke kan blive behandlet her. SF's leder i Roskilde Byråd Birgit Pedersen, der også er formand for Kultur og Idrætsudvalget, inviterer nu sin partifælle til et offentligt møde om sagen her i byen. - Astrid er jo opstillet og valgt af SF i Roskilde, så det må være naturligt, at hun kommer. Det skal være et offentligt møde, fordi dette problem interesserer og berører mange mennesker, forklarer Birgit Pedersen.
Ringere end andre regioner
- Lægerne på Roskilde Sygehus siger, at de er fuldt kvalificerede til at behandle disse akutte blodpropper i hjertet. Derfor bør Astrid fortælle, hvorfor hun har valgt at følge Sundhedsstyrelsen, der vil bevare Rigshospitalets monopol på denne behandling. Det betyder jo op til tre kvarters længere transport-tid og øger patienternes risiko betydeligt. - Hvorfor skal patienter på Sjælland, der rammes af livstruende blodpropper, stilles ringere end i andre regioner, når vi ved, at den nødvendige faglighed er til stede på Roskilde Sygehus. Birgit Pedersen forklarer, at SF-Roskilde også støtter borgmester Joy Mogensens initiativ med at få foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg for at forklare dem sagen. tk