Fortsæt til indhold

Beslutning virker uforsvarlig

Arkiv
Arkiv

Borgmester Joy Mogensen har nu sendt et borgmesterbrev til sundhedsminister Astrid Krag, hvor borgmesteren viser sin utilfredshed over beslutningen, at blodpropper skal behandles på Rigshospitalet i stedet for på Roskilde sygehus.
Brevet lyder således.
Kære Astrid Krag
Jeg skriver til dig som følge af Sundhedsstyrelsens ansøgning om tilladelse til at varetage den akutte behandling af borgere i Region Sjælland med akut stor blodprop i hjertet.
Jeg kan til fulde bakke op om Region Sjællands Regionrådsformand Steen Bach Nielsens tilbagevisning af samtlige Sundhedsstyrelsens argumenter for dette afslag, således som han formulerer det i brev til dig, dateret den 24. juni 2013.
Set fra min stol er det især kilde til stor undren, at hensynet til at sikre den korteste afstand til behandlingsstedet - og dermed den hurtigste behandling - tilsyneladende slet ikke tæller med i Sundhedsstyrelsens vurdering, og at de mange anerkendelser, som kardiologisk afdeling på Roskilde Sygehus modtager for sit arbejde allerede i dag, i Sundhedsstyrelsens vurdering alligevel ikke kvalificerer afdelingen til at foretage akutte PCI'er.
Det virker helt uforsvarligt, at de cirka 500 borgere fra hele Region Sjælland, der hvert år rammes af akutte blodpropper, nægtes den nødvendige hurtige behandling uden unødig transporttid i en livstruende situation. Det strider imod princippet om lighed i sundhedssystemet, at Region Sjællands borgere som de eneste nægtes et lokalt behandlingssted og dermed udsættes for unødig risici ved den længere transporttid.
Jeg vil derfor stærkt opfordre til, at du ved førstkommende lejlighed vil tage Sundhedsstyrelsens vurdering op til revision. Jeg står naturligvis til rådighed for et snarligt møde, såfremt du ønsker ovenstående uddybet, og jeg ser frem til at modtage dit svar.

Venlig hilsen
Joy Mogensen
Borgmester