Fortsæt til indhold

Blodpropper i Roskilde

Arkiv
Anette Gundlach

Fra politikere i Region Sjælland er der opbakning til, at akutte blodpropper i hjertet skal behandles på Roskilde Sygehus og ikke på Rigshospitalet, som det sker i dag. Derfor forsøger de ligesom Roskilde Byråd at lægge maksimalt pres på sundhedsminister Astrid Krag, der imidlertid læner sig op ad Sundhedsstyrelsen anbefaling om, at patienterne trods den lange transporttid, der kan koste menneskeliv, alligevel skal behandles på Rigshospitalet. Roskilde har endda det hjertecenter i Danmark med de bedste resultater og nødvendigt udstyr til at behandle de akutte blodpropper. I weekenden var partiet Venstre ude for at gøre opmærksom på problemet og opfordre til at støtte partiets underskiftsindsamling på nettet, behandl akutte blodpropper paa roskilde sygehus. Selv ministerens eget parti, SF, går imod hendes beslutning og vil i et brev bede hende om, at revurderer den.

Breve til minister

Torsdag i sidste uge bad Venstres Bent Jørgensen, DF og Konservative om at få et brev til Astrid Krag fra Roskilde Kommune sat på Økononomiudvalgets dagsorden. Et par timer efter fortalte borgmester Joy Mogensen, at hun havde sat forvaltningen til at skrive et borgmesterbrev til Astrid Krag, der bliver sendt afsted i denne uge. - Jeg vil gerne udtrykke min undren over beslutningen, og jeg vurderer, at det skal gå så hurtigt som muligt, siger borgmesteren og fortsætter: - Jeg bakker op om brevet fra Regionsrådet, hvor de argumenterer for, at det er bedst for patienterne, at de bliver behandlet i Roskilde.

Opbakning fra naboer

Bent Jørgensen regner med at få opbakning mod Astrid Krags beslutning fra nabokommunerne, og derfor har han nu kontaktet sine partikammerater i byrådene der. - Det går jo lige så meget ud over folk i Køge, Solrød, Greve og Lejre, der jo også har rigtig langt til Rigshospitalet, og dermed risikerer at dø på vejen. Længst væk er befolkningen på Lolland Falster, der skal forbi flere sygehuse, før de endelig kan få den behandling, der betyder liv eller død. Han melder, at underskriftsindsamlingen fortsætter, lige ind til Astrid Krag giver sig. ag@roskildeavis.dk