Forbud mod afbrænding
Overalt i Frederikssund Kommune er der nu indført forbud mod nogen form for afbrændning grundet tørke.
Frederikssund Mens de fleste endnu nyder sommervarmen og den bagende sol, så har vejret dog også konsekvenser. Den lange periode uden regn og med høj varme giver nemlig høj risiko for tørke, og det betyder stor fare for, at der kan opstå brand. Frederikssund-Halsnæs Brand- og Redningsberedskab har derfor nu indført et totalt afbrændingsforbud i både Frederikssund og Halsnæs kommuner. Forbuddet betyder, at åben ild og afbrænding ikke er tilladt. Dermed er det ikke lovligt, at bruge åben ild når du skal have tændt op i grillen, og det er heller ikke tilladt at bruge permanente eller mobile bålsteder. Og ja, ukrudtsbrænderen skal også have en pause. "Vi har de sidste par uger holdt nøje øje med DMIs tørkeindeks, og ikke mindst vegetationen i vores område. Vi vurderer nu, at brandrisikoen er så høj at det af hensyn til borgernes sikkerhed er nødvendigt at indføre forbud mod afbrænding," siger beredskabschef Kim Lintrup. Da selv den mindste gnist kan antænde en brand i den knastørre vegetation, minder beredskabet også om ikke at smide cigaretskodder i naturen.