Ferie på Baunehøj styrker integrationen
Baunehøj Efterskole åbnede igen i år alle rum og sale, for at sommerferiehungrende danske,- og ny-danske familier kunne komme på ferie
Baunehøj Efterskole holdt igen i år dørene åbne, for at danske og ny-danske familier, for nogles vedkommende, kunne få mulighed for at komme væk fra den hjemlige matrikels vante omgivelser.
For mange af de 60 deltagende, børn, voksne og bedsteforældre var det første gang, at de besøgte efterskolen på den idylliske plet i det nordlige Hornsherred.
En af dem som havde valgt at lægge en uge af sommerferien på Baunehøj var Lissa fra Jægerspris.
"Tidligere tog jeg på højskole med mine børnebørn. Nu er de fleste blevet store, lige bortset fra Jakob som er en efternøler, og han har haft det pragtfuldt heroppe," fortæller Lissa, som sagtens kunne overveje at tage et sommerferieophold på Baunehøj igen til næste år.
"Man bliver hurtigt en del af det hele. Man får lov til at bestille noget, så jeg hjælper til, hvor der er brug for mig," lyder det fra Lissa med et smil.
Og der er noget om snakken, for det er blandt andet hende, som viser Lokalavisen rundt, fortæller, og ved hvem der kunne være interessante at tale med.
Derfor møder vi kort efter Saleh fra Bagsværd og Mohammed fra Enghave i ridehuset, hvor de trækker ivrige børn rundt på efterskolens heste. Saleh og Mohammed har lige netop afsluttet et efterskoleår på Baunehøj, så for dem var det oplagt at tage en ekstra uge sammen med sommergæsterne.
"Det var, så vi lige kunne få en ekstra uge heroppe," siger Saleh og smiler kækt, "Nej, faktisk er det også fedt at vise børnene rundt, og vise dem de ting som vi kan li' ved stedet."
"Men det har også været lidt tomt. Vi har minder alle vegne. Det har været mega fedt," bryder Mohammed ind. Og begge tøver ikke, når de samstemmende siger, at året på efterskolen har været den bedste tid i deres liv, de har blandt andet lært at være mere rummelige og selvstændige.
"Ja, og så har jeg lært at vaske mit tøj selv, og at lave mad," siger Mohammed og smiler.
Fakta:
- Familieferie på Baunehøj er en ferieuge, hvor folk, som har lyst til at være sammen på tværs af forskellighed mødes.
- Initiativet blev taget af en gruppe forældre til elever på Baunehøj i 2006, fordi de så det absurde i, at et så dejligt sted som Baunehøj stod tomt samtidig med, at mange flygtningefamilier ikke havde mulighed for at komme på sommerferie.
- Siden er der hvert år blevet afholdt en uges sommerlejr. Ugen planlægges af en gruppe frivillige, som består af nuværende og tidligere elever på Baunehøj, forældre og andre støtter omkring skolen.
- Ugen minder om en højskole-uge. Her er morgensang og morgengymnastik, værksteder osv.
- Deltagerne er både danske og ny-danske familier, som har lyst til at være sammen i et rummeligt fællesskab.