Nye indehavere hos Café nr. 47
Nye indehaver hos Café nr. 47 i Jyllandsgade i Fredericia. Men konceptet forbliver det samme
Uret på væggen tikker lystig videre i caféen. Uret viser kun et minuttal, nemlig 47. Men uret tikker også hen mod nye tider. Og dog. 1. august skiftes der ud hos Café nr. 47, for værtsparret gennem fem år har solgt, og et nyt værtspar tager over. Det kommer kunderne dog ikke til at mærke meget til, for navnet, udseendet på caféen og menukortet forbliver det samme, og de ansatte fortsætter også.
De nye folk bag caféen, der har ligget i Jyllandsgade i fem år, er Kim Tan og Lilly Nguyen, og de ser selvfølgelig frem til at komme i gang.
"Ja, lige nu er der meget at sætte sig ind, men vi er klar," smiler Kim Tan.
Han er fra Hjørring og senest Silkeborg, hvor han gennem mange år blandt andet har drevet tankstationer, men han og hustruen ville gerne ind i restaurationsbrancen, og da han fandt ud af, at indehaverne af caféen i Fredericia gik med tanker om at stoppe, slog parret til.
"Vi har kigget mange steder rundt i landet, men da jeg fandt ud af med Café Nr. 47 kørte jeg til Fredericia, og tog på Café Nr. 47, bestilte et bord, fik serveret mad. Og vidste straks at det var noget for os," siger han.
Som nævnt forventer han ikke de store ændringer, dog sysles lidt med at udvide menukortet med nogle orientalske retter, samt at tilbyde take away.
Vemodigt
Værtsparret gennem fem år, Morten Weng og Cammila Beck har valgt at trække stikket ud efter fem super gode, men hårde år.
"De første år var svære. Folk skulle lige se os an, men efterhånden er det blevet bedre og bedre. Men vi har en alder, hvor vi gerne vil stifte familie, og den slags er svært at forene med de lange arbejdsdage," forklarer Morten Weng.
Han er glad for, at Café nr. 47 fortsætter ud fra det koncept, det var tænkt som.
"Men det bliver vemodigt at sige stop, og vi vil gerne give et stort tak til gæster, ansatte og samarbejdspartnere. Det er dem, der har været med til at gøre nr 47 til det, det er. Og dem er grobund for at vi kan videregive caféen," siger han.
Alle aftaler fortsætter som vanligt, så har man gavekort eller booket et bord og så videre, så sker der ingen ændringer med det.